Uafhængig kinesisk avis sår tvivl om corona-succes
Der kan være sminket på de ellers glædelige kinesiske corona-tal, beretter kinesisk medie.
Der gik formodentlig et lettelsens suk gennem mange verdensborgere, da de kinesiske myndigheder i sidste uge kunne proklamere, at man for første gang havde registreret et døgn med nul nye corona-smittede i virussens oprindelige epicenter, Hubei-provinsen i Kina.
Det var et tegn på, at virussen kan håndteres. Det var et tegn for alle i denne nedlukkede verden, at der ér lys for enden af tunnelen.
Nu tyder noget dog på, at virkeligheden ikke er så rosenrød, som de kinesiske myndigheder vil have omverdenen til at tro.
Vi er nødt til at realisere vores forebyggelsestiltag; tidlig opdagelse, rapportering, isolation og behandling for at stoppe epidemien i visse områder.Li Keqiang, formand for det kinesiske statsråd
I hvert fald mener det uafhængige kinesiske medie Caixin at vide, at der er blevet pyntet lidt på tallene i Hubei-provinsen. En anonym kilde i det kinesiske sundhedsvæsen fortæller til mediet, at »flere eller mere end et dusin« personer uden symptomer hver dag bliver testet positive for virussen.
»Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at konkludere, at smitten er stoppet,« siger kilden til Caixin.
Caixin er et privat kinesisk medie, som er ledet af den anerkendte og prisvindende journalist, Hu Shuli.
På trods af myndighedernes officielle melding om, at smittespredningen nu er blevet stoppet, har formanden for det kinesiske statsråd, Li Keqiang, opfordret til, at de lokale myndigheder rundt om i Kina er ærlige omkring antallet af nye smittede. Det nytter ikke noget, hvis de manipulerer tallene for at holde det runde nul, siger han ifølge The Guardian.
»Vi er nødt til at realisere vores forebyggelsestiltag; tidlig opdagelse, rapportering, isolation og behandling for at stoppe epidemien i visse områder og forhindre et endnu større udbrud, siger han.
De seneste lave smittetal har gjort, at myndighederne nu har valgt så småt at åbne op for Hubei-provinsen, som ellers har været præget af udgangsforbud i to måneder. Fra onsdag kan Hubei-borgere, der ikke bor i hovedbyen Wuhan, bevæge sig uden for døren, så længe de har en godkendelse fra sundhedsmyndighederne.