Mandag lignede skadestuen i Brescia igen et helvede
Alle respiratorer er i brug. Der bliver ved med at komme patienter. Jyllands-Posten har talt med en sygeplejerske, som arbejder på et af Italiens værst ramte hospitaler.
Når den 48-årige sygeplejerske bevæger sig rundt på Brescias store offentlige sygehus, ser hun coronapatienter over alt.
»På stort set alle vores afdelinger ligger der patienter med covid-19,« siger sygeplejersken, som ønsker at optræde anonymt, men hvis identitet er Jyllands-Posten bekendt.
Sådan har det været i flere uger, og da hun og kollegerne forleden oplevede en forholdsvis stille aften, talte de om, at nu var det værste måske ved at være ovre. Men de tog fejl.
»Dagen efter lignede skadestuen igen et helvede.«
”Dagen efter” var i mandags, den 16. marts. 24 dage efter at Italien tog de første drastiske tiltag mod coronaepidemien og lukkede 11 kommuner ned. Nu er alle italienere sat i karantæne. De seneste opgørelser fra sundhedsministeriet viser, at antallet af smittede fortsat stiger.
Vi mangler alt. Beskyttelsesmasker, beskyttelsesbriller, og frem for alt leder vi efter respiratorer.Giorgio Gori, borgmester i Bergamo
Den lokale avis Bresciaoggi noterede på forsiden onsdag, at netop mandag blev der sat ny rekord på byens store hospital: 400 meldte sig på ”pronto soccorso”, skadestuen.
Først gik det
»I begyndelsen gik det,« erindrer sygeplejersken om epidemiens første tid, »men efterhånden som der blev fyldt op, måtte vi forsøge at placere patienter på andre hospitaler. Nu er alt fyldt i regionen.«
Lombardiet, hvor storbyen Brescia ligger, er den hårdest ramte region i hele Italien. Tirsdag var der 3.300 konstaterede corona-tilfælde i Brescia, og det overgås kun af Bergamo, som ligger 80 kilometer længere mod vest. Her lød opgørelsen på 3.993 smittede, for begge byer er der tale om en markant stigning i forhold til weekenden. I Brescia stiger det mest.
Alle respiratorer optaget
Den sundhedsfaglige direktør på Papa Giovanni XXIII-hospitalet, Fabio Pezzoli, i Bergamo siger til lokalavisen Eco di Bergamo, at alle intensivpladser er optaget:
»De 80 pladser, som vi har, er alle optaget og altid med covid-19-patienter,« konstaterer Fabio Pezzoli.
På hans hospital ankom 90 patienter til skadestuen tirsdag. De fleste skulle indlægges. Samme dag blev fem patienter taget ud af respiratorerne, og pladserne blev straks optaget af fem andre, fortæller sundhedsdirektøren til avisen.
Direktørens beretning svarer til, hvad sygeplejersken oplever i Brescia. Hun fortæller, at lægerne under tiden må træffe det svære valg: at beslutte, hvem der skal have respiratorpladsen. Det handler om, hvem der har bedst chancer for at overleve.
»Men vi har andre behandlingsmetoder, vi overlader ingen til at dø,« understreger hun.
Debatten om, hvem der først skulle i respirator, blussede for alvor op i Italien, efter at der florerede rygter om, at ældre patienter bevidst blev fravalgt. Særligt et dokument fra den italienske anæstesilægeforening vakte opsigt. Det gennemgik anbefalinger til etiske retningslinjer, som lægerne bør arbejde ud fra. Debatten fik foreningen til at gå ud med en pressemeddelelse om, at papiret ikke skulle læses som fravalg eller tilvalg, men at det beskriver de etiske dilemmaer, som læger står i: Hvornår skal man behandle, med hvilken behandling, og er det givet, at den, som kommer først, også skal behandles først?
På forsiden af onsdagsudgaven af Bresciaoggi er der et billede fra det hospital, som sygeplejersken arbejder på. ”Lazarettet Brescia” står der med store bogstaver ved siden af et billede, som viser en midlertidigt indrettet hospitalsstue. I Lombardiet arbejdes der på højtryk for at skaffe ekstra sengepladser. Ved Bergamo er alpinsoldaterne i gang med at bygge et nødhospital med 250 pladser.
Opråb fra borgmester
Byens borgmester, Giorgio Gori, har i det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel sendt et opråb til Europa: I skal for alt i verden udnytte den tid, som I har, for ikke at komme i samme situation som os. Han fastslår, at under normale forhold har Lombardiet et glimrende sundhedssystem, men at nu er det under hårdt pres. Både pensionerede læger og praktiserende læger er aktiveret.
»Vi mangler alt. Beskyttelsesmasker, beskyttelsesbriller og frem for alt leder vi efter respiratorer og andre apparater til intensivafdelingerne,« siger han.
Også på Visit Bergamos Facebook-side lyder opfordringen: Bliv hjemme!
Sygeplejersken anslår, at der dør to-tre patienter på hver afdeling hver dag. Ifølge det italienske sundhedsministerium er 1.959 døde i Lombardiet. I hele Italien er 2.978 omkommet (opgørelse onsdag eftermiddag, red.).
Onsdag gik Lombardiets guvernør, Attilio Fontana, ud med en næsten desperat appel:
»Bliv nu hjemme. Enhver udgang er en risiko for jer selv og for andre. Desværre bliver tallene ved med at stige. Snart kan vi ikke længere bistå dem, som er syge,« lød det i dagbladet La Repubblica.
Mareridt om natten
Hospitalsdirektøren fra Papa Giovanni XXIII-hospitalet er bekymret for sit personale. Folk risikerer at brænde sammen, siger han og fortæller, at der arbejdes på at indføre psykologisk debriefing.
»Både os sygeplejersker og lægerne har talt om, at vi sover dårligt. Vi har mareridt om natten,« fortæller sygeplejersken fra Brescia.
Hun arbejder selv med de patienter, som har covid-19.
»Jeg er ikke bange, når jeg er på arbejde. Jeg er jo fuldstændig beskyttet,« siger hun, men medgiver, at bekymringen fylder, når hun har fri:
»Jeg er da bange for at blive smittet, når jeg er i supermarked eller på gaden,« siger hun.