Rolls Royce skal hjælpe briterne i coronakampen

Bilproducenter i Storbritannien er blevet bedt om at producere hospitalsudstyr i den kommende tid.

Artiklens øverste billede
St. Thomas Hospital i det centrale London er et af de hospitaler, der modtager coronapatienter til intensivbehandling. Mangel på pladser og hospitalsudstyr vækker bekymring i Storbritannien. Foto: AFP

En betydelig mangel på sengepladser på intensivafdelingerne og mangel på hospitalsudstyr til at bekæmpe coronavirus fik mandag den britiske regering til at bede bilproducenter som Rolls Royce, Honda, Ford og Vauxhall til i den kommende tid at udvide eller ændre produktionen, så de kan producere hospitalsudstyr som f.eks. respiratorer, der kan hjælpe intensivpatienter med at trække vejret og holde dem i live.

Både Rolls Royce og Honda oplyste, at deres fabrikker ville gøre, hvad de kunne for at hjælpe regeringen, mens Ford og Vauxhall overvejede situationen. Det stod mandag ikke klart, hvor meget produktion der skal omstilles på fabrikkerne til pludselig at skulle lave respirator- og vejrtrækningsudstyr, fremfor eller samtidig med at der også produceres bil-og flymotorer.

Det britiske sundhedsministerium anslog mandag, at Storbritannien råder over ca. 5.000 vejrtrækningsmaskiner, men at der er brug for adskilligt mange flere.

Sent mandag aften oplyste den britiske regering, at den havde talt med 60 fabrikanter, der på den ene eller anden måde kan hjælpe regeringen med hurtigt at producere det nødvendige hospitalsudstyr. Ialt har 400 virksomheder meldt sig på banen, fordi de gerne vil hjælpe med produktionen. Ifølge den britiske regering kan virksomhederne deltage i alle former i processen; design, test, samlinger, transport.

En intern rapport, der er blevet lækket til avisen The Guardian, skrevet af sundhedsmyndighederne, viser, at op mod 7,9 mio. briter kan blive behandlet som følge af coronavirus på hospitalerne det kommende år. Tallet dækker dog over det allerværste scenarie, skyndte sundhedsmyndighederne sig at sige.

Mangel på intensivpladser

Storbritannien er et af de lande i Europa, der har færrest intensivpladser. Her er der 6,6 senge pr. 100.000 indbyggere, mens f.eks. Tyskland har 29, Italien 12,5 og Frankrig 11,6. Der er en udbredt mangel på udstyr, der skal bruges, hvis en alvorligt syg coronapatient bliver indlagt – og det forventes, at det vil ske for tusindvis af briter de kommende måneder.

Derfor har den britiske regering også planer om at inddrage tomme hotelværelser – der er i forvejen færre gæster på grund af coronavirussen – samt samarbejde tæt med privathospitaler i forsøget på at få opbygget så mange sengepladser som muligt.



En fransk coronapatient får hjælp til at trække vejret i Paris. Der er ifølge WHO mangel på udstyr til behandling af coronapatienter. Foto: AFP

Manøvren sker, for at man ikke kommer i en situation, hvor lægerne skal vælge mellem patienter, hvem skal behandles, hvem skal ikke behandles – hvem skal leve, hvem skal dø.

Det i er i hvert fald det scenarie, der kan blive en realitet, og som organisationen Intensive Care Society, den største britiske forening af personale, der arbejder med kritisk syge patienter, søndag fremlagde i The Sunday Times.

Heraf fremgik det, at lægerne kan komme i situationen med at vælge, men der lægges også op til, at det må være en politisk beslutning, om intensivlægerne skal vælge mellem patienter.

Ifølge The Sunday Times har briterne de seneste uger undersøgt, om man kunne bestille eller leje respiratorer andre steder i Europa, men svaret har været nej. Landene skal selv bruge udstyret, og den store tyske fabrikant af respiratorer, Draegerwerk, har ikke kapacitet – bl.a. fordi den tyske regering har bestilt 10.000.

Lån fra Kina

I Europas hårdest ramte land, Italien, er sundhedsvæsenet hårdt presset, ikke mindst hvad angår respiratorer. Håbet er, at epidemien i Norditalien begynder at ebbe ud, før den for alvor tager fat i Syditalien, og at man derfor kan låne udstyr af hinanden. Italien har tidligere bedt de andre EU-lande om hjælp med udstyr, men har fået nej. Til gengæld kom Kina italienerne til undsætning og har angiveligt sagt ja til at hjælpe med ca. 1.000 respiratorer, 2 mio. ansigtsmasker, 20.000 beskyttelsesdragter og 50.000 testsæt.

FN’s verdenssundhedsorganisation, WHO, har tidligere på måneden advaret mod, at der er en generel mangel på hospitalsudstyr i forhold til at bekæmpe coronavirus. Virussen angriber bl.a. lungerne og gør det vanskeligt for nogle mennesker at trække vejret, hvilket maskinerne hjælper med.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen