Se krigssimulation: Så mange mio. kan dø i en atomkrig mellem USA og Rusland
Risikoen for en krig med katastrofale konsekvenser er "steget dramatisk" de seneste to år, advarer universitet.
Det er forskere ved Princeton-universitetet, der har analyseret på følgerne af et atomkrigs-scenarie, skriver The Independent.
Og udfaldet er skræmmende: Ikke færre end 34 mio. mennesker vil dø i løbet af de første timer af en storstilet konflikt og yderligere 57 mio. ventes at blive såret. I disse tal er ikke medregnet langtidsskader som følge af radioaktiv stråling.
Præmissen for katastrofevarslingen er en eskalering af en konventionel krig mellem Rusland og Nato. Forskerne forestiller sig, at Rusland affyrer et enkelt atomvåben fra en base nær Kaliningrad for at bremse en trussel fra nato og USA. Herefter svarer Nato igen med affyring af et enkelt luftbaseret atomvåben.
Da atomvåbentærsklen nu er overskredet, eskaleres konflikten til en taktisk atomkrig i Europa. Rusland sender 300 atomvåbensprænghoveder via kortrækkende missiler med henblik på at ramme Nato-mål og fremrykkende styrker. Nato svarer igen med 180 atomvåbensprænghoveder.
Herefter affyres hundreder af atomvåben fra begge sider mod militære mål. Og i en grafisk simulering har forskerne vist, hvordan store dele af Rusland udslettes, hvorefter russiske missiler bombarderer USA fra kyst til kyst. På et senere tidspunkt forestiller forskerne sig, at begge militære ledelser vil ramme centrale storbyer med op til 10 missiler pr. by affyret fra ubåde.
Ifølge Princeton er de fatale estimater baseret på faktiske troppeanalyser, mål og vurderinger af tabstal.
The Guardian har spurgt forskerne, om de også har regnet på et handlingsforløb, hvor Nato affyrer det første atomvåben. Ifølge en videnskabsmand fra Royal United Services Institute, Sam Dudin, er det ikke sandsynligt, idet USA siden 1950 har haft en politik om ikke at indlede en krig med Rusland.