FN-ekspert: Risikoen for en atomkrig har ikke været større end siden 1945

Øget konkurrence og spænding mellem USA og Kina er en væsentlig faktor.

Artiklens øverste billede
Bombeflyet B-52 Stratofortress er en central del af det amerikanske atomvåbenberedskab.Foto: Boeing

Det er chefen for FN's organ for nedrustningsforskning, Renata Dwan, der har de pessimistiske briller på, skriver The Independent.

»Jeg synes ikke, at medierne har formået at formidle, at risikoen for en atomkrig er særligt stor netop nu. Sandsynligheden for, at atomvåben tages i anvendelse er større end på noget andet tidspunkt siden Anden Verdenskrig,« siger Renata Dwan.

»Hvordan vi tænker om den risiko, og hvordan vi handler i forhold til faren, er meget vigtigt - men det afspejles ikke fuldt ud i FN's Sikkerhedsråd,« mener Dwan.

Hun peger på risikoen ved den øgede spænding mellem USA og Kina som et væsentligt risikomoment. Et andet argument er, at alle lande, der besidder kernevåben, er på vej med moderniseringsprogrammer.

Den traditionelle kontrol med atomvåben undermineres desuden af nye teknologier, der er med til at udviske forskellen mellem forsvars- og angrebsvåben. Og endelig gør fremkomsten af private styrker overskueligheden mindre.

122 lande har underskrevet et forbud mod atomvåben. Traktaten, kaldet "Treaty for the Prohibition of Nuclear Weapons", støttes af ICAN - International Campaign to Abolish Nuclear Weapons. 

En sammenslutning af amerikanske forskere, The Federation of American Scientists, har opgjort antallet af kernevåbensprænghoveder til i alt 15.375. Tallet er fra 2016.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen