Theresa Mays nye brexit-aftale svines til
LONDON
Der er ikke engang gået 24 timer, siden premierminister Theresa May præsenterede sit fjerde og sidste forsøg på en brexit-aftale, men hendes ”nye brexit-aftale” er allerede blevet kritiseret sønder og sammen.
Der er tegn på, at May her fjerde gang kan ende med et dårligere afstemningsresultat, end da hun forsøgte for tredje gang den 29. marts.
Flere af de konservative partifæller, der lod sig overbevise og modstræbende stemte for aftalen i tredje omgang, er nemlig skiftet tilbage til nej-siden.
En af dem er fhv. udenrigsminister Boris Johnson.
»Denne lov er direkte imod vort valgmanifest - og jeg vil ikke stemme for den. Vi kan og må gøre det bedre og levere, hvad folket stemte for,« meddeler han på Twitter.
Johnson mener, at Mays nye aftale, der juridisk set er udformet som en lov, binder briterne så meget til EU efter brexit, at det ikke er et ”rigtigt” brexit. Den unge skotske konservative Ross Thomson skifter også fra ja til nej:
»Jeg vil ikke støtte premierministerens nye aftale, da den muliggør en ny EU-folkeafstemning,« skriver han.
Mays nye tilbud til Underhuset åbner blandt andet for, at Underhuset kan stemme sig til en ny folkeafstemning om brexit og til en permanent toldunion med EU - under forudsætning af, at hendes aftale vedtages af Underhuset.
Ved de tre forudgående afstemninger har Theresa May løbende reduceret sine nederlag fra 230 stemmer i første forsøg til 58 i tredje forsøg. Et nederlag på 58 mandater betyder, at hun nu har brug for at få 30 mandater til at stemme fra nej til ja.
Men mediet Buzzfeed News har allerede registreret 31 konservative, som offentligt har meddelt, at de skifter fra et ja i marts til et nej ved den nye afstemning. Altså den modsatte vej af, hvad May har brug for.
Labours brexit-talsmand, Keir Starmer, hælder også Mays nye aftale ned ad brættet. Han siger til BBC Radio 4, at aftalen er »alt for svag« og opfordrer May til helt at aflyse den fjerde afstemning, fordi det er »tydeligt« for enhver, at hun vil tabe igen - og tabe ret stort.
»Premierministeren bør nu indrømme sit nederlag og bare trække afstemningen og sætte det på pause,« siger Kier Starmer.
Kritikken mod Mays nye brexit-plan kommer også fra Nigel Farage, som leder det fremadstormende Brexit Party.
»Lige når man tror, at hun ikke kan synke lavere, så overrasker hun,« sagde han tirsdag aften til et stormøde for 3.000 tilhængere i messecenteret Olympia i London, hvor Jyllands-Posten var til stede.
»Nu har hun overgivet sig på praktisk talt alt,« sagde han op opremsede foruden toldunionen og en ny folkeafstemning, at May lover at følge EU’s reguleringer på varer efter brexit.
Underhuset stemmer om Theresa Mays brexit-aftale den første uge i juni, men den præcise dato er ikke bestemt endnu.