Fortsæt til indhold
International

Erdogan vil have New Zealand til at indføre dødsstraf efter terrorangreb

Tyrkiets præsident Erdogan har i disse meget at sige om terrorangrebet i New Zealand, mens han er til vælgermøder.

New Zealand bør genindføre dødsstraffen for at kunne uddele den til gerningsmanden bag terrorangrebet i Christchurch, hvor 50 mennesker blev dræbt ved to moskeer.

Sådan lød det tirsdag fra Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan, da han brugte et vælgermøde til at udtale sig om angrebet i New Zealand.

»Hvis New Zealands parlament ikke tager denne beslutning, vil jeg fortsætte med konstant at diskutere det med dem. De nødvendige tiltag skal tages,« lød det ifølge Reuters fra præsidenten.

Hans kommentarer kom i samme åndedrag, som han kaldte det en fejl, at Tyrkiet selv havde afskaffet dødsstraffen for 15 år siden.

Det er ikke første gang, Erdogan har valgt at udtale sig om angrebet i New Zealand. Henover weekenden har det således vakt forargelse, at han ved andre vælgermøder har vist sekvenser fra den video, som den australske gerningsmand sendte live fra angrebene.

Præsident Erdogan har ifølge flere medier brugt terrorvideoen fra New Zealand til at opnå støtte blandt sine islamiske tilhængere. Foto: AFP/Turkish Presidential Press Office

New Zealands udenrigsminister har henvendt sig til sin tyrkiske modpart for at få Erdogan til at stoppe med at vise billeder fra videoen, fordi han vurderer, det kan skabe fare for new zealændere i udlandet.

Erdogan er dog fortsat med at vise videoklip alligevel og gjorde det også tirsdag.

Ved vælgermødet kom den tyrkiske præsident samtidig med en vag trussel om at straffe gerningsmanden, hvis ikke New Zealand gør det.

»På afskyelig vis dræbte du 50 af vores søskende. Du kommer til at bøde for det. Og hvis New Zealand ikke sørger for det, ved vi, hvordan man gør det på den ene eller anden måde,« lød det fra Erdogan.

Erdogan bruger ifølge flere medier tilsyneladende omtale af terrorangrebet til at samle støtte om sit parti AK, inden der er lokalvalg 31. marts.