Fortsæt til indhold
International

Australsk politiker fik æg i hovedet for at give immigration skylden for New Zealand-terror

Højreorienteret australsk politiker har vakt vrede med kommentarer om terrorangrebet i New Zealand.

Den australske senator Fraser Anning har påkaldt sig vrede og endda lidt mere end det, efter han lørdag gav immigration skylden for terrorangrebet i New Zealand.

Et angreb som en australsk, ekstremt højreorienteret mand er sigtet for at have begået.

Der var gået mindre end en dag fra angrebet fandt sted, til Fraser Anning sendte en meddelelse ud, som ifølge Reuters forsøgte at lægge skylden for angrebet over på »et immigrationsprogram, som har gjort det muligt for muslimske fanatikere at migrere til New Zealand.«

Senatorens udmelding blev øjeblikkeligt mødt af kritik og vrede.

Indenfor en dag havde 265.000 mennesker skrevet under på en underskriftindsamling med det formål at få ham smidt ud af det australske parlament.

Australiens premierminister Scott Morrison har også kaldt Annings kommentarer for »frastødende,« og søndag fik senatoren så kritikken at føle på mere håndgribelig vis, da en teenager dukkede op ved et event i Melbourne og klaskede et æg ud i hovedet på Anning.

Den unge mand filmede selv seancen, som skete foran den fremmødte presse. Under optrinnet træder teenageren tilbage, efter han har klasket ægget ud, hvorefter senatoren vender sig om imod ham og begynder at lange ud med slag.

Efterfølgende griber flere tilstedeværende fat i den unge mand og holder ham nede med blandt andet et halsgreb, indtil politiet ankommer.

Politiet har efterfølgende ladet den unge mand gå fri uden nogen tiltale indtil videre, mens man undersøger hele hændelsen inklusive senatoren og de andre tilstedværendes handlinger.