Tidligere udenrigsministre: Der mangler lederskab i Europa
Alvorlige politiske problemer på hjemmebane forhindrer de store ledere i at gå forrest i Europa. Kaosset omkring brexit får også skylden for den manglende handlekraft.
Antallet af alvorlige politiske kriser i de europæiske lande hober sig op, og lederne i de største lande har nu så travlt med at få styr på deres egne hjemlige problemer, at Europa står svækket og uden noget stærkt lederskab. Det vurderer tre tidligere danske udenrigsministre over for Jyllands-Posten.
»Der er ikke nogen skikkelse, som kan sige, at ”nu strammer vi os an”,« lyder det fra tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K), der henviser til, at Theresa May i Storbritannien, Angela Merkel i Tyskland og Emmanuel Macron i Frankrig alle er i store problemer:
Alt halter lige nu pga. brexit, og det er ikke særligt opmuntrende.Mogens Lykketoft (S), tidligere udenrigsminister
»May har aldrig været leder. Hun blev valgt ind i en situation, hvor hun aldrig kunne blive det (brexit, red.). Merkel har været den reelle problemløser i EU, men nu er det bare et spørgsmål om tid, hvornår hun går af, og Macron, der fløj så højt, er landet på jorden med et bump.«
Macron blev hyldet som Europas nye stærke leder, da han i 2017 vandt det franske præsidentvalg, men i dag er hans lederskab stærkt svækket grundet protestbevægelsen de gule veste.
»Det er meget bekymrende, for vi har enormt meget brug for de takter, som Macron slog an i forhold til at få det europæiske samarbejde til at fungere bedre,« siger tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S).
Han peger på, at især brexit er skyld i ledernes manglende handlekraft.
»Alt halter lige nu pga. brexit, og det er ikke særligt opmuntrende. Det er, som om brexit har taget energien ud af stats- og regeringscheferne, og det er med til at få Europa til at sakke bagud,« siger han.
Også Anders Fogh Rasmussen, tidligere generalsekretær for Nato og dansk statsminister, konstaterede for nylig over for det amerikanske medie Bloomberg, at der »ikke er noget lederskab i Europa«.
Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister for Venstre, kalder det »trist«, at den fransk-tyske motor med Merkel og Macron ikke står så stærkt som håbet.
»Men man skal ikke overdramatisere det. EU kan godt fungere, uden at der sidder et par store lande med store ledere,« siger han.
Nuværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) siger, at man ikke må undervurdere det pres, som Europa står over for udefra fra blandt andre Rusland og Kina og i forhold til det transatlantiske forhold.
»I sådan en situation er det vigtigt, at vi ikke blot læner os tilbage. Vi skal gøre Europa konkurrencedygtigt, og vi skal styrke vores fælles sikkerhed. Det kræver, at vi som europæiske ledere tager ansvar.«