Frankrig i chok over masseanholdelse af gymnasieelever
De franske gymnasieelever har tilsluttet sig protesterne mod præsident Emmanuel Macrons reformer. Torsdag gik det vildt for sig.
En video med en stor gruppe franske gymnasieelever, som torsdag blev anholdt af politiet i den parisiske forstad Mantes-la-Jolie, skaber furore på de sociale medier og har fået flere politikere op i det røde felt.
På videoen ser man omkring 20-30 teenagere sidde på knæ med deres skoletasker på ryggen og hænderne bag nakken.
Nogle sidder op ad en mur, andre er placeret på rad og række, og alle er de omringet af politibetjente i fuld oprustning med både beskyttelseshjelme, knipler og skjolde.
Avisen Le Monde har lagt videoen ud på sin hjemmeside:
»Voilà, en klasse som forholder sig fornuftigt,« kan man pludselig høre en mandestemme sige midt i stilheden på én af de videoer, som er blevet allermest delt på de sociale medier.
Ugen igennem har hundredvis af gymnasier mange forskellige steder i Frankrig oplevet uroligheder, idet de franske studerende har udnyttet det i forvejen anspændte klima med store protester fra bevægelsen ”De gule veste” til at sætte gang i deres eget oprør.
Protesterne har de seneste uger ført til dramatiske scener over hele Frankrig, senest i den forgangne weekend, hvor billeder af brændende biler, smadrede butiksfacader og en vandaliseret triumfbue gik verden rundt.
Den franske regering er i ugens løb kommet demonstranterne i møde og har lovet helt at skrotte en række tiltag som øget afgift på benzin og diesel, som ellers skulle være trådt i kraft i det nye år, og som mødte stor kritik fra protestbevægelsen.
Men den sociale uro ser altså ud til at fortsætte.
Lørdag er der igen indkaldt til protester, hvor intet mindre end 89.000 politibetjente vil blive indsat over hele landet for at holde optøjerne under kontrol.
France24 har ligeledes fået fat i videooptagelser fra urolighederne i Mantes-la-Jolie:
I netop Mantes-la-Jolie, hvor den opsigtsvækkende video blev filmet, har der hele ugen igennem været flere konfrontationer mellem de unge og politiet. Torsdag blev i alt 1531 gymnasieelever »kollektivt anholdt« i et forsøg på at skabe ro over situationen.
Den yngste var blot 12 år, den ældste 20 år.
Langt størstedelen var mindreårige og blev løsladt igen, mens de voldeligste ballademagere måtte tilbringe natten i arresten og nu skal stilles for en dommer.
Stenkast mod politiet og afbrænding af skraldespande og opførsel af barrikader foran især to gymnasier i byen fik ligeledes betjente til at bruge tåregas mod de unge.
Der er blevet iværksat en formel undersøgelse af begivenhederne, og den franske regering har lovet at lægge konklusionerne frem i lyset.
»Utilladeligt. Det her er ikke Republikken,« har reaktionen lydt fra den tidligere socialistiske præsidentkandidat Benoît Hamon.
»Billederne er uden tvivl chokerende (…) Da jeg så dem mig selv, blev jeg selvfølgelig chokeret,« var reaktionen fredag morgen fra Frankrigs undervisningsminister, Jean-Michel Blanquer, i et interview med France Info.
»Disse billeder gør indtryk, men ingen er kommet til skade eller er blevet mishandlet. Vi har ikke modtaget nogen form for klager,« har præfekten i det franske departement Yvelines, hvor Mantes-la-Jolie hører hjemme, understreget over for avisen Le Monde.
Gymnasieeleverne var blevet opfordret til at demonstrere af to store studenterorganisationer, der torsdag havde kaldt til fælles protest landet over. Gymnasieeleverne er sure over præsident Emmanuel Macrons seneste reformer på uddannelsesområdet.
Ifølge det franske undervisningsministerium var flere end 300 gymnasier en del af demonstrationerne. Flere end 700 unge blev anholdt i hele Frankrig.