178 globale hotspots med ammoniak afsløret af satellitter
Nyt satellitkort viser, hvor på kloden gødning og dyrs efterladenskaber skaber farlig ammoniak.
Ifølge FN er verdens kommercielle dyrehold tilsammen skyld i op til 18 procent af udslippet af drivhusgasser, der bidrager til den globale klimaopvarmning. Men forskerne har tilsyneladende undervurderet skadelig udledning fra dyrs fækalier og urin samt gødningsstoffer fra landbrug og industri, skriver LiveScience. Kloge hoveder fra Université Libre de Bruxelles i Belgien har nemlig identificeret 242 ammoniak-hotspots over hele verden - hvor af to ud af tre var ukendte.
Datasættet stammer fra ni års satellit-overvågning foretaget af det europæiske rumfartsagentur. Og sammenlagt er der tale om det mest omfattende billede af global ammoniak-forurening nogensinde.
De største områder med udledning er Eckley i Colorado, Tulare i Californien og Cherkasy i Ukraine på grund af husdyrhold. Natron-søen i Tanzania er den eneste naturligt forekommende ammoniak-udledning på det nye kort og forskerne mener, at det skyldes nedbrydning af alger og andre gevækster i søen.
De mange nye forekomster af ammoniak-kilder bekymrer forskerne. Men det nye kortmateriale kan være med til at skabe et overblik og dermed øget fokus på problematikken.
»Ammoniak-udledningen stiger i mange lande. Selv i EU, hvor man har forpligtet sig til at reducere udledningen med 19 procent i 2030 i forhold til niveauet i 2005. Men takket være de nye atmosfæriske data har man nu et objektivt værktøj til at holde de enkelte lande op mod deres klimaforpligtelser i forhold til den registrerede udledning,« fortæller Mark Sutton og Clare Howard, to forskere ved NERC Centre for Ecology & Hydrology i Edinburgh, Skotland.