Fortsæt til indhold
International

Russisk missiltest midt i Nato-øvelse

Rusland planlægger militære test tæt på norsk farvand fra torsdag til lørdag.

BERLIN

Mens Nato gennemfører sin største militære øvelse i Norge siden Den Kolde Krig, melder Rusland sig nu også på banen med en militær øvelse på samme tid og samme sted.

Mere præcist vil den russiske marine prøveskyde missiler i Norskehavet torsdag, fredag og lørdag. Dele af det område, marinen skal skyde i, indgår i det område, som Nato p.t. opererer i.

I samme område ligger også flere norske olie- og gasinstallationer, som vil blive berørt af øvelsen.

Hurtig beslutning

Mens Nato-øvelsen har været forberedt og planlagt i flere år, er meddelelsen om den russiske øvelse først kommet fredag, fortæller den norske venstrefløjsavis Klassekampen.

Avisen kan også fortælle, at russerne allerede har sendt to bombefly af typen Tupolev Tu-95 for at flyve rundt om Norge. Præcis hvorhenne blev ikke oplyst på forhånd, men et af flyene er allerede blevet observeret uden for landets grænser.

Den norske regering vurderer ikke, at der er noget særligt faretruende ved den russiske udmelding. Men ifølge en e-mail, Klassekampen har fået adgang til, har krisestøtte-enheden i justits- og beredskabsdepartementet, som har til opgave at støtte regeringen under kriser, mandag holdt møde med bl.a. forsvarsdepartementet.

På mødet stod det klart, at de russiske myndigheder ikke har været helt klare i deres udmeldinger over for nordmændene. Bl.a. viste det sig, at de missiltest, der skal foretages, ikke er godkendt på rette niveau hos de russiske myndigheder endnu.

Klassekampen har spurgt militærekspert Ståle Ulriksen om hans vurdering af den russiske øvelse. Han vurderer, at selv om Rusland har ret til at foretage øvelsen, der også foregår i internationalt farvand, så er det alligevel unikt, at Moskva går så tæt på:

»Det her er slet og ret en demonstration og en optrapning af spændingsniveauet,« lyder det fra Ulriksen.

Han tilføjer, at Rusland plejer at lægge den slags øvelser tættere på land:

»De vil vise deres styrke og markerer samtidig over for Norge, at Trident Juncture (navnet på Nato-øvelsen, red.)] er en dårlig idé.«

Artiklens emner
Nato