Fortsæt til indhold
International

Så mange diplomater udviser de forskellige lande

Flere lande har mandag besluttet at udvise russiske repræsentanter efter giftangreb i England.

Efter giftangrebet på Sergej Skripal og hans datter i den Engelske by Salisbury, har flere lande valgt at udvise russiske diplomater.

»Der skal ikke være tvivl om vores støtte i denne sag. Vi bakker fuldt og helt op om vores britiske venner,«
Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen.

Danmarks udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) meddelte mandag på et pressemøde, at Danmark udviser to russiske diplomater med en uges varsel.

»Der skal ikke være tvivl om vores støtte i denne sag. Vi bakker fuldt og helt op om vores britiske venner,« lød det fra udenrigsministeren.

USA har valgt at udvise 60 diplomater, herunder 12 efterretningsofficerer fra en FN-mission samt at lukke det russiske konsulat i Seattle.

Storbritannien valgte allerede d. 14 marts at offentliggøre udvisningen af 23 russiske diplomater. De 23 diplomater har allerede forladt landet, og 23 engelske diplomater er blevet sendt retur af Rusland.

Ukraine udviser 13 diplomater.

Canada har valgt at udvise tre, og samtidigt afvises tre ansøgninger for russisk diplomatisk personale.

Tyskland, Frankrig og Polen udviser hver fire diplomater.

Tjekkiet udviser tre. Det samme gør Litauen samtidigt med, at 44 personer får indrejseforbud.

Holland, Danmark, Albanien, Spanien og Italien udviser hver to diplomater.

Finland, Estland, Letland, Kroatien, Rumænien, Norge og Sverige udviser hver en diplomat.

Samlet set bliver 135 russiske diplomater nødt til at pakke kufferterne.

Rusland har mandag valgt at besvare sanktionerne fra landene med tilsvarende antal udvisninger for de pågældende lande.

Giftangrebet i Salisbury fandt sted d. 4. marts, hvor både den tidligere russiske spion, Sergej Skripal og hans datter faldt om efter at være blevet udsat for nervegiften Novichok. Rusland er det eneste sted i verden, hvor der er blevet arbejdet med Novichok.

Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) er nu i gang med undersøgelser af nervegiften, der forventes at vare cirka tre uger.

Novichok blev udviklet af sovjetisk militær i 1970’erne og 1980’erne. Nervegiften er dødelig selv i små mængder, og skulle ikke siden være set forsøgt kopieret af andre statsmagter eller kriminelle organisationer.

Sergej Skripal blev i 2006 dømt til 13 års fængsel i Rusland, efter at være blevet anklaget for at have afsløret flere hemmelige agenters identiteter til den engelske efterretningstjeneste MI6.

Han blev herunder beskyldt for at have modtaget det, der svarer til cirka 600.000 danske kroner for at have videregivet oplysningerne til MI6 siden 1990’erne.

Sergej Skripal var én af fire fanger, som Rusland byttede for fængslede spioner fra USA i 2010 efter at han var blevet benådet af den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev.

EU-præsident Donald Tusk udtalte fredag på et EU-topmøde, at flere lande ville komme med tiltag mod Rusland mandag. Foto: AP/Olivier Matthys

EU-landene valgte at fordømme giftangrebet og love ubetinget solidaritet med Storbritannien sidste mandag i en fælles udtalelse fra EUs ministerrådsmøde i Bruxelles.

I dag besluttede 14 EU-lande at offentliggøre hvilke sanktioner, de har valgt at gøre mod Rusland.

Ifølge Reuters beskylder det russiske udenrigsministerium de vestlige lande for at følge deres britiske allierede blindt i en direkte konfrontation med Rusland.

Rusland har nægtet ethvert ansvar for giftangrebet på Skripal og hans datter. Begge er stadig indlagt og er i kritisk tilstand. Det er den første dokumenterede brug af nervegift på europæisk jord i over 70 år.