*

Indland

Licensbetalere stævner DR og Skatteministeriet

Forening kræver moms tilbagebetalt fra 2007 og frem. Moms på licens er opkrævet ulovligt, lyder det.

Foreningen Kræv Licensmoms Tilbage, der er repræsenteret af advokatfirmaet DLA Piper Denmark, har fredag stævnet både DR og Skatteministeriet.

Det oplyser foreningen, der mener, at der ulovligt blevet opkrævet moms af licensen.

Foreningen fremsatte tilbage i august et krav til DR om at få tilbagebetalt licens. Stævningen omfatter dog også Skatteministeriet.

Claus Holberg, der er partner i DLA Piper Denmark, fortæller, at foreningen af hensyn til forældelsesfristen stævner DR og Skatteministeriet nu. Det skyldes, at medlemmernes krav på tilbagebetaling løbende forældes.

- Medielicensen er indrettet, så man betaler for at have et apparat. Man betaler ikke for at modtage fjernsynsprogrammer. Derfor er medielicensen egentlig en afgift.

- Hvis det forholder sig på den måde, så er det hele uden for momssystemet, siger Claus Holberg.

I august lød kravet om tilbagebetaling på op til 3,6 milliarder kroner, der ifølge foreningen svarede til den moms, der er opkrævet ulovligt tre år tilbage.

Med stævningen oplyser foreningen dog, at tilbagebetalingskravet omfatter moms helt tilbage fra 2007. For dem, der har betalt licens i hele perioden, løber det op i 4700 kroner.

Ifølge Claus Holberg er der i alt tale om omkring 12 milliarder kroner.

- Loven tager udgangspunkt i, at det er tre år, men der er mulighed for, at man kan gå op til ti år. Vi mener, at der er en rimelig mulighed for, at man godt kan få ti år, siger partner Claus Holberg.

Det blev i august oplyst, at baggrunden for kravet var, at EU-Domstolen har afgjort, at der ikke kan opkræves moms af betalingen i en lignende ordning i Tjekkiet.

Advokatfirmaet Plesner meldte sig i august også på banen og efterlyste licensbetalere, der ville lave et søgsmål mod DR.

Flere momseksperter vurderede dengang over for Jyllands-Posten, at det er muligt at få momsen betalt tilbage.

Skatteministeriets jurister vurderede dog, at dommen ikke ville få betydning for den danske licensopkrævning.

Skatteministeriet ønsker fredag aften ikke at kommentere sagen.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
DR
Debat: Momscirkus i DR
Colette Brix, formand for Desa, Dansk Erhvervssammenslutning
Noget tyder på, at de skatteplagede danskere, for hvem licens er påtvunget, når man har fjernsyn eller computer, uberettiget er opkrævet moms af licensen.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her