Fortsæt til indhold
Indland

Bygningsstyrelsen: Politiskole-pris kan ikke sammenlignes

Det er næsten lige så dyrt at etablere en politiskole i gamle bygninger i Vejle som at bygge en helt ny, lød det i flere medier onsdag. Men nu korrigerer Bygningsstyrelsen.

Det vil koste 504 mio. kr. at etablere en politiskole i eksisterende bygninger i Vejle - og dermed er besparelsen blot 48 mio. kr. i forhold til at have bygget helt nyt.

Sådan lød en af onsdagens store historier i det danske mediebillede, men historien holder ikke vand, lyder det nu fra Bygningsstyrelsen, som er bygherre på den nye politiskole.

Da den nye politiskole blev placeret tidligere på året, var prisen et af de centrale elementer i den politiske debat.

Bygningsstyrelsen anslog dengang, at en nybygget skole ville koste 552 mio. kr. excl. byggegrund, mens det ville koste 266 mio. kr. at om- og tilbygge den gamle sygeplejeskole i Vejle samt 35 mio. kr. at købe grunden. Hertil skulle lægges en pris for tilbygning af elevværelser - omkring 100 mio. kr. - hvis ikke Rigspolitiet ville leje værelser andetsteds. Altså alt i alt 402 mio. kr. for at placere politiskolen i eksisterende bygninger i Vejle.

Men det hele er ikke betalt med dette beløb.

Når bygningerne står klar, har Rigspolitiet en række omkostninger til at indrette den nye politiskole, og der skal også bruges penge på at etablere udendørs faciliteter - som eksempelvis træningsanlæg og skydebane,

Bygningsstyrelsen vurderer, at denne del vil koste 102 mio. kr., og at den samlede pris for projektet i Vejle dermed bliver omkring 504 mio. kr.

Men beløbet kan ikke - som det skete i en lang række medier onsdag - sammenlignes med de 552 mio. kr. For i de 552 mio. kr. er der ikke taget højde for indretning og udendørs faciliteter, lyder det nu fra Bygnignsstyrelsen.

»Den estimerede pris på nybyggeri på ca. 550 mio. kr. er tilsvarende uden Rigspolitiets omkostninger til indretningen af bygningen,« meddeler Lene Strøm Magner, presseansvarlig i Bygningsstyrelsen.

Vil det sige, at man ikke kan sammenligne de 504 mio. kr. med de 552 mio. kr.?

»Ja, de kan ikke sammenlignes,« lyder det fra Lene Strøm Magner.

Bygningsstyrelsen kan ikke svare på, om prisen for indretning og udendørs faciliteter også ville være løbet op i 102 mio. kr. ved et nybyggeri.