Fortsæt til indhold
Indland

Surfere og kommune i strid om vindmøller

Vindmøller kan ifølge surfere ødelægge et af Europas bedste surfsteder ved Klitmøller.

En enkelt vindmølle tæt ved stranden syd for Hanstholm kan ødelægge et af Nordeuropas bedst surfspots. Det mener i hvert fald lokale surfere i Klitmøller, byen som de seneste år har opbygget et brand under tilnavnet Cold Hawaii.

Stian Eide, formand for surfklubben Nasa, frygter, at den ene af de tre møller, som efter planen skal opstilles ved stranden mellem Klitmøller og Hanstholm vil skabe turbulens, og dermed mange dage gøre det svært eller umuligt at surfe ved kysten ud for møllen. En af møllerne skal nemlig opstilles ved et surfspot, som kaldes Midles, som ifølge Stian Eide er et af de bedste steder at surfe i Nordeuropa.

Vi har valgt at følge de faglige vurderinger.
Lene Kjeldgaard Jensen (K), borgmester i Thisted

»Det er et helt unikt sted at surfe, og vi frygter, at møllen vil forringe Klitmøller som surfattraktion. Vi undrer os over kommunens beslutning, når den ved, hvor stor en succes Klitmøller er både for bosætning og turisme,« siger Eide, som forklarer, at man har foreslået en alternativ placering af den ene mølle.

Hanstholm Havn udlejer tre steder, hvor der vil blive opstillet i alt tre møller næste år. Indtægten fra de lejemål skal være med til at finansiere udvidelsen af havnen i Hanstholm. Thisted Kommune besluttede den 29. august at godkende placeringen af de tre møller, efter kommunen havde fået lavet en rapport om møllernes påvirkning af området. Thisted-borgmester Lene Kjeldgaard Jensen (K), siger:

»Vi har afvejet interesserne og fået lavet en rapport, der konkluderer, at der ikke vil være væsentlige konsekvenser for vinden i området. Vi har arbejdet på at finansiere en udvidelse af havnen i flere år, men samtidig vil vi gerne passe på området, som surferne bruger. De mener, at den mølle vil få større konsekvenser, end vores rapport viser. Vi har valgt at følge de faglige vurderinger.«