Peter Madsens støttegruppe lukker: »Der er foregået noget frygteligt ombord. Det står fast«
En samlet bestyrelse står bag et forslag om at lukke og opløse Raket Madsen Støttegruppe.
Foreningen, der i årevis har støttet opfinderen Peter Madsen, lukker ned.
Det meddeler den afgående formand for Raket Madsen Støttegruppe, Frederik Just, på foreningens hjemmeside.
»Det er ufatteligt hvor hurtigt det kan gå. Alene i fredags gik vi fra chok over, at Nautilus var meldt savnet, til glæde over meldingen om, at de var blevet meldt fundet, til rædsel over, at Kim Wall var forsvundet. Der er foregået noget frygteligt ombord. Det står fast,« lyder det i meddelelsen.
Han skriver at en samlet bestyrelse står bag beslutningen om at lukke og opløse Raket Madsen Støttegruppe. Det skal ske efter en ekstraordinær generalforsamling i slutningen af september, som bliver afholdt for at lukke gruppen uden at efterlade hængepartier.
»Drømmen er brast for os alle. Projektet blegner i sammenligning med et meningsløst tab af menneskeliv. Der er ikke længere gejst til at fortsætte. Tilliden er brudt,« står der.
Formanden meddelte selv mandag, at han ville forlade sin post i støttegruppen. Det skete, efter at politiet havde frigivet oplysninger om, at Peter Madsen havde erkendt, at den 30-årige svenske journalist Kim Wall døde i en ulykke om bord på ubåden Nautilus, hvorefter han »begravede hende til søs«.
Siden kom det frem, at Københavns Politi havde fundet en torso i vandet ud for Amager. Ifølge politiet er arme, ben og hoved fjernet fra liget »ved en bevist handling«. Det er dog uvist, om torsoen tilhører Kim Wall. Det forventes DNA-prøver at kunne afsløre tidligst onsdag.
Københavns Politi har bl.a. undersøgt bundgarnspæle nær det område, hvor torsoen blev fundet, for at finde øvrige ligdele.
Betina Hald Engmark, der er forsvarer for Peter Madsen, mener, at både politiet og offentligheden har været for hurtig til at kæde fundet af torsoen sammen med sagen mod hendes klient. Det kritiserede hun tirsdag i Jyllands-Posten.
»Der er slet ikke ført bevis for, at det lig har noget med min klient at gøre. Og derfor skal de to ting selvfølgelig ikke kædes sammen. Det gør politiet, og det er ikke i orden. Det vil jeg rette henvendelse til dem om,« sagde hun.