Fortsæt til indhold
Indland

Politiet: Vi er massivt til stede på Nørrebro - og vi kommer endnu flere

Københavns politi er i færd med at opruste i indsatsen mod bandekonflikten, der især har ramt Nørrebro.

Det oplyser Poul Kjeldsen, ledende politiinspektør og leder af efterforskningsenheden ved Københavns Politi i en kommentar efter lørdagens skyderi på Nørrebro, hvor to sagesløse blev skudt ned af ukendte gerningsmænd på en forbipasserende knallert

”Vi er massivt tilstede derude. Også i forhold til det, der er normalbilledet. Der er ført motorcykelbetjente derud, og lokalpolitiet er mere derude. Der kommer endnu flere. Vi er ved at opgradere i visitationsområdet. Samtidig har vi vores beredskab, hvor vi har biler, der kører fast inde i området, netop for at skabe den synlighed. Det har de ikke gjort før,” siger Poul Kjeldsen.

Både beboere på Nørrebro og Københavns overborgmester Frank Jensen efterlyser en større indsats fra politiet på baggrund af, at der på blot to måneder har været flere end 20 skyderier i hovedstadsområdet. Eksempelvis undrer det Nørrebro-beboeren Terje Bech, som i gruppen ”Vi tager gaden tilbage” kæmper for et mere trygt kvarter, at han i årevis ”ikke har set en betjent gå på gaden.”

”Man kan som politi have ret svært ved at gå imod, hvis der er nogen, der har den opfattelse, at de aldrig har set en betjent,” siger Poul Kjeldsen.

Overborgmester Frank Jensen siger i en kommentar til den seneste skudepisode, at han ønsker en mandsopdækning af alle registrerede bandemedlemmer. De skal ikke kunne bevæge sig udenfor en dør, uden at politiet står der, mener han.

Ledende politiinspektør Poul Kjeldsen understreger, at politiet arbejder målrettet med at stresse bandemedlemmerne.

”Når vi arbejder, så gælder loven for alle. Man kan ikke bare gå hen til en mand og sige, at nu tager vi dig ud af cirkulation. Sådan er loven ikke indrettet. Vi har fået ekstra redskaber i visitationszonerne, og lige så snart vi ser de her bandepersoner så bliver de visiteret. Vi er ude at stresse dem og prøver nu at vise, at det er politiet, der bestemmer,” siger Poul Kjeldsen.

Han nævner, at politiet i forrige uge lavede en aktion, hvor det gik ud og prøvede at få fat i alle de bandemedlemmer, som de kunne se ”skyldte noget i det brede regnskab af politisager – vold, voldtægt o.s.v.”

”Simpelthen for at de skal vide, at de skal stå til regnskab ligegyldigt, hvad det er. Om de skyder udøver vold eller laver røverier, så står de i første række hos os i øjeblikket,” siger Poul Kjeldsen.

Søndag på et pressemøde gentog politiet advarslen om, at unge mænd skal være varsomme, når de bevæger sig rundt. Både beboere på Nørrebro og overborgmester Frank Jensen undrer sig over, at det skal være nødvendigt med disse advarsler. Frank Jensen kalder advarslerne uholdbare på den lange bane.

”Det er en helt ekstraordinær situation, at man har nogen der kører rundt og bare skyder til højre og venstre. Vi i politiet har mange kasketter på. En af dem er, at vi skal udvise rettidig omhu og fortælle borgerne, når vi har noget, der stikker helt ud. Og det gør det her. Det er vores opfattelse, at vi vil være et dårligt politi, hvis vi ikke gik og fortalte, at nu er der noget ekstraordinært, tag lige og vær lidt ekstra opmærksom og tænk jer om. Vi siger ikke, at verden går under, nej vi beder bare unge drenge og mænd om at være lidt ekstra opmærksomme. Det synes vi er rettidig omhu,” siger Poul Kjeldsen.