Fortsæt til indhold
Indland

Fakta: Den privatbyggede ubåd UC3 Nautilus

En privatbygget ubåd er fredag fundet efter en stor eftersøgning. Ubåden sank efter tekniske problemer.

/ritzau/

Den privatbyggede ubåd "UC3 Nautilus" er fredag sunket ved Køge Bugt på grund af problemer med en såkaldt ballasttank.

Ubåden blev meldt savnet natten til fredag, og en omfattende eftersøgning med redningshelikoptere og skibe blev sat i gang.

Fredag formiddag blev ubåden spottet fra land, men kort efter sank den. Ejeren af båden, Peter Madsen, som også har designet og bygget båden, nåede at redde sig ud i live.

Her kan du læse mere om den sunkne ubåd:

"UC3 Nautilus" blev bygget som et hobbyprojekt af en gruppe ubådsentusiaster med Peter Madsen i spidsen. Det tog tre år at færdiggøre fartøjet.

  • 3. maj 2008 blev "UC3 Nautilus" søsat i Københavns havn.
  • Ubåden er en af verdens største hjemmebyggede eksemplarer og er den tredje ubåd, som Peter Madsen har designet.
  • "UC3 Nautilus" måler næsten 18 meter og er dermed næsten halv størrelse af den danske flådes ubåde af Tumleren-klassen. Ubåden vejer mere end 30 ton og drives dieselelektrisk.
  • Ubåden kan i teorien dykke til en dybde på 470 meter. Det er den dybde, hvor skroget ifølge beregninger kan forventes at bryde sammen på grund af vandtrykket.
  • I 2010 skete der en batterieksplosion i maskinrummet. Flere batterier blev beskadiget. I 2011 blev ubåden taget på land og har siden gennemgået en omfattende renovering.
  • Peter Madsen er også kendt for at designe og bygge raketter.

Kilder: www.uc3nautilus.dk.