Fortsæt til indhold
Indland

Overblik: Her er banden som Pape vil af med

Loyal To Familia har sit udspring i en gruppering omkring Blågårds Plads, men har siden spredt sig.

/ritzau/

Justitsminister Søren Pape har sat sig for at undersøge, hvordan man kan få opløst bandegrupperingen Loyal To Familia (LTF).

Her kan du blive klogere på, hvem LTF er.

  • LTF blev stiftet for knap fem år siden som en udløber af tidligere medlemmer af Blågårds Plads-banden.
  • Banden ledes af pakistanskfødte Shuaib Khan, der har flere fængselsdomme bag sig, blandt andet for dødsvold begået i Jomfru Ane Gade i Aalborg i 2008.
  • Banden består ikke kun af indvandrere, men også etniske danskere. Den har afdelinger flere steder i Københavnsområdet, men blandt andet også i Hillerød, Helsingør og Nivå.
  • Senest har LTF også forsøgt at få fodfæste i Aarhus, hvilket afstedkom en del skyderier og ballade og førte til, at politiet indførte visitationszone i byens vestlige udkant.
  • Også i København er der blevet oprettet en visitationszone som reaktion på de skyderier og knivstikkerier, der har været over sommeren omkring Nørrebro, Husum, Tinglev og Københavns Nordvestkvarter.
  • Loyal To Familia har været i konflikt med flere andre bandegrupperinger, herunder Værebros Hårde Kerne, der siden er blevet en afdeling af rockergruppen Satudarah.
  • Aktuelt er det spændinger mellem Loyal To Familia og en bande, der holder til i Mjølnerparken på Nørrebro, der er skyld i mange af de skudepisoder, der er foregået i København.

Kilde: Københavns Politi, Ritzau.