Fortsæt til indhold
Indland

Markant mere trafik – markant flere uheld

I takt med at motorvejene bliver proppet med biler, stiger også antallet af uheld markant. Det skaber endnu flere køer og endnu længere rejsetid.

Trafikken på mange af de danske motorveje er nu så tæt, at der skal meget lidt til, før biler og lastbiler brager sammen. Når uheldet er ude, har det ofte alvorlige konsekvenser – ikke kun for de implicerede parter, men for al trafik og dermed også for alle de andre bilister.

Derfor lyder beskeden stadig oftere i trafikradioen, at »nu holder der en punkteret lastbil i den højre kørebane«, »nu er to biler stødt sammen i den venstre vognbane« – eller »nu er der blevet tabt en sofa på motorvejen ved Skanderborg«. Og med den efterfølgende besked: »Påregn ekstra køretid«, hvilket ofte vil sige 20, 30 eller 40 minutters ekstra køretid for at komme på arbejde, få bragt varer ud eller komme ud i sommerhuset.

Resultatet af de tætpakkede motorveje er, at trafikken stadig oftere bryder sammen, og at bilisterne ofte må holde i både halve og hele timer og vente, mens der ryddes op. Eller lange bilkøer, der snegler sig af sted.

Der er kun to ting at gøre. Man skal satse endnu kraftigere på at få ryddet motorvejen hurtigt, når der sker uheld og ulykker – og meget gerne ved hjælp af bulldozere, der kan få havarerede køretøjer skubbet hurtigt væk.
Michael Svane, direktør DI Transport

I 2011 registrerede Vejdirektoratet 1.140 uheld på statsvejnettet, der består af alle de veje, som staten har ansvaret for, herunder primært motorvejene. I 2016 skete der 2.141 uheld på de samme veje, viser nye tal fra Vejdirektoratet.

Det svarer til en stigning på 88 pct. Og selv om der blev foretaget en ændring i registreringerne i 2015, så tallene ikke helt kan sammenlignes, viser den klare tendens, at der sker flere og flere uheld og ulykker.

Mere og mere trafik

Ifølge områdechef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratets trafikledelse er der ingen simple forklaringer:

»Men vi kan se, at trafikken på motorvejene stiger og stiger – og jo mere trafik, jo mindre skal der til, før der sker uheld. Det viser de officielle uheldstal også,« lyder det fra Charlotte Vithen.

»Især når vi nærmer os kapacitetsgrænsen på en motorvej, kan bare en enkelt hård opbremsning give en kæmpe kø. Derfor får den stigende trafikmængde større og større betydning.«

Charlotte Vithen oplyser, at ca. en tredjedel af alle uheld på statsvejene sker på E45. Det hænger bl.a. sammen med, at der især omkring Aarhus, Skanderborg og Horsens er meget tæt og stigende trafik, og at man derfor flere steder er tæt på grænsen for, hvor mange biler der kan være på vejen.

På strækningen fra Randers til Horsens er trafikken alene siden 2014 – på to et halvt år – steget med mellem 12 og 17 pct., viser dugfriske tal fra Vejdirektoratet.

Hos Dansk Industri, DI, mener Michael Svane, direktør for DI Transport, at problemerne på E45 er problematiske for erhvervslivet:

»Der er kun to ting at gøre. Man skal satse endnu kraftigere på at få ryddet motorvejen hurtigt, når der sker uheld og ulykker – og meget gerne ved hjælp af bulldozere, der kan få havarerede køretøjer skubbet hurtigt væk.«

»Og så skal man have afsat langt flere penge til udvidelse af infrastrukturen. De 500 mio. kr., man har ansat til udvidelse af motorvejen mellem Aarhus og Skanderborg, er slet ikke nok,« siger Michael Svane, der i 2015 var med til at udarbejde en analyse for Business Region Aarhus, der pegede på et investeringsbehov på godt 8 mia. kr. på E45 mellem Randers og Vejle.

Kapaciteten opbrugt

»Vi oplever stadig oftere, at motorvejen bliver helt eller delvis spærret, hvilket skaber store køer. Samtidig går der længere og længere tid, fra ulykken sker, til der er ryddet op igen. Derfor har man nu en situation, der minder om de problemer, man havde på Køgebugt-motorvejen, før man gik i gang med en udvidelse her. Kapaciteten i Østjylland er ved at være opbrugt,« mener Michael Svane.

Borgmesteren i Skanderborg, socialdemokraten Jørgen Gaarde, er enig:

»Det handler om at få ryddet hurtigere op efter uheld – og om få sat mere gang i udbygningen af motorvejen. Det burde forurolige både folketingspolitikere og trafikeksperter, når man ser noget, der minder om en fordobling i antallet af uheld og ulykker på fem år,« mener Jørgen Gaarde.

I 2015 opsatte analysen fra Business Region Aarhus’ mobilitetskommission en investeringsplan for at løse problemerne på E45. Men den aktuelle trafikudvikling, hvor antallet af biler år for år sprænger alle forudsigelser, gør, at investeringen på de godt 8 mia. kr. og tidsplanen næppe holder, lyder det fra Jørgen Gaarde, der indtil for nylig var formand for Business Aarhus:

»Vi kan se, at trafikmængden nu stiger endnu hurtigere end trafikprognoserne. Derfor bør tidsplanen fremskyndes.«