Fakta: 48 påbud om vold og traumatiske hændelser i skolen i 2016
Antallet af påbud efter voldelige og traumatiske hændelser i skolen er steget de seneste år.
Spark, bid og andre voldelige og traumatiske hændelser mod ansatte i skolen er tilsyneladende steget kraftigt de seneste år.
I hvert fald er antallet af gange, hvor Arbejdstilsynet har reageret, steget siden 2010 og frem til 2016.
- 2010: 33 reaktioner - heraf 14 påbud.
- 2011: 5 reaktioner - heraf 2 påbud.
- 2012: 39 reaktioner - heraf 14 påbud.
- 2013: 40 reaktioner - heraf 19 påbud.
- 2014: 45 reaktioner - heraf 24 påbud.
- 2015: 57 reaktioner - heraf 36 påbud.
- 2016: 75 reaktioner - heraf 48 påbud.
- Første halvår af 2017: 29 reaktioner - heraf 14 påbud.
Reaktionerne dækker alle ansatte på folkeskoler, privatskoler og specialklasser.
Arbejdstilsynets reaktioner tæller blandt andet en vejledning, bøder og politianmeldelser. Der findes desuden forskellige påbud - heriblandt strakspåbud. Det betyder, at fejlen skal udbedres med det samme
Kategorien påbud dækker fra 2013 og frem over påbud og strakspåbud. Før 2013 dækker betegnelsen også over kategorien "afgørelse psyk.", som med få undtagelser svarer til et påbud.
Kilde: Avisen.dk og Arbejdstilsynet
/ritzau/