Fortsæt til indhold
Indland

Antallet af nye, danske statsborgere steg voldsomt i 2016

OECD-rapport viser, at hver tiende indbygger i dag har udenlandsk baggrund.

Antallet af udlændinge, der i 2016 fik tildelt et dansk pas, var tre gange højere end året før. Det viser en ny rapport fra OECD.

I alt fik 15.000 personer sidste år tildelt et dansk statsborgerskab, og blandt dem – som nu med rette kan kalde sig danskere – kommer flest fra Irak, Afghanistan, Somalia og Tyrkiet. Ifølge Danmarks Statistik har antallet af nye, danske statsborgere kun én gang tidligere været så højt. Det var i 2000, hvor 19.323 fik dansk statsborgerskab.

Stigningen er sket til trods for, at Venstre-regeringen i 2015 indførte en række stramninger, der skulle gøre det sværere for udlændinge at få tildelt statsborgeskab.

At antallet at nye statsborgerskaber alligevel er steget, kan ifølge OECD delvist forklares med muligheden for at opnå dobbelt statsborgerskab, der først trådte i kraft i efteråret 2015.

Rapporten fokuserer ikke kun på de nye danske statsborgere. Også antallet af udenlandske tilflyttere beskrives af OECD. Her viser tallene et fald i antallet af immigranter – det være sig europæere, asiater eller afrikanere – på fem pct. sammenlignet med 2015.

Alligevel er antallet af udlændinge herhjemme steget med seks pct. i løbet af 2016. Således var hver tiende indbygger i Danmark den første januar i år udlænding – af OECD defineret, som en person, der ikke er født i Danmark eller har danske forældre.

Særligt syrerne har bidraget til den fortsatte stigning, og i dag tæller befolkningsgruppen 34.000 mennesker. Dermed er de nu den næststørste, udenlandske befolkningsgruppe kun overgået af de 39.000 polakker.