Overblik: Ny jysk politiskole blev politisk brydekamp
Oprettelsen af en ny politiskole i Vestdanmark har været et langt politisk forløb. Få et overblik her.
Regeringen blev onsdag enig med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om at oprette en midlertidig politiskole i Fredericia, indtil den permanente politiskole i Vejle er klar fra 2020.
Se forløbet om Danmarks nye politiskole her:
- I november 2015 aftaler Venstre-regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative at oprette en ny politiskole i Vestdanmark i 2018 som led i aftalen for politiets økonomi frem mod 2019.
- Optaget på politiuddannelsen skal fordobles med omkring 900 til i alt 1830 politielever. Der afsættes 100 millioner kroner.
- I alt 32 kommuner byder ind på at huse den nye politiskole.
- Både V-regeringen og den efterfølgende VLAK-regering vil bygge en helt ny politiskole i Herning, men S og DF vil bruge en eksisterende bygning.
- I januar 2017 meddeler justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at politiskolen placeres i eksisterende bygninger i Vejle. Pape har tidligere kaldt forløbet for ”uskønt”.
- Siden da har det vist sig, at den nye skole i Vejle først står klar til indflytning i 2020.
- Det rejser behov for en ny, midlertidig politiskole, mener DF og S, som presser regeringen til at finde egnede lokaler i Vestdanmark inden udgangen af juni.
- Tidligere har flere af de kommuner, der oprindeligt lagde billet ind på den nye politiskole, tilbudt sig som hjemsted for den midlertidig skole. Det gælder Sønderborg, Haderslev, Frederikshavn og Ikast.
- Ifølge Politiforbundet ville der dog være store fordele i at placere en midlertidig ny politiskole i Østdanmark.
- Der er endnu ikke rekrutteret undervisere til den nye skole, hvorfor undervisere på den eksisterende skole vil skulle bruge meget transport mellem Øst- og Vestdanmark, har det blandt andet lydt.
- Onsdag den 7. juni blev partierne bag politiaftalen enige om at oprette den midlertidige politiskole på Ryes Kaserne i Fredericia.
- Den skal fra andet halvår 2018 begynde uddannelsen af 300 betjente, inden politiskolen i Vejle åbner i 2020.
Kilde: Rigspolitiet, Justitsministeriet, Ritzau, Jyllands-Posten.