To personer omkommet efter ulykke i Københavns Havn
En af de ni anholdte vil søndag blive sigtet for uagtsomt manddrab.
Endnu en person er omkommet efter en jetski-ulykke i Københavns Havn lørdag aften.
Det oplyser Københavns Politi på Twitter.
Det er to unge, amerikanske kvinder, der er omkommet, oplyser politiinspektør ved Københavns Politi Jens Jespersen til Ritzau. Deres pårørende skulle være underrettet.
Ifølge politiinspektøren vil otte ud af de ni anholdte søndag blive fremstillet i grundlovsforhør omkring klokken 13.00, hvor en vil blive sigtet for uagtsomt manddrab, mens syv sigtes for på hensynsløs vis at have bragt andres liv i fare.
Den alvorlige ulykke skete nær Langebro i Købehavns Havn omkring klokken 19.43 lørdag aften, da en båd blev påsejlet af jetski, hvilket resulterede i, at flere personer faldt i vandet.
Udover de to omkomne er fire personer lettere tilskadekomne efter ulykken.
Ifølge politiet sejlede flere jetski umiddelbart efter fra ulykkesstedet i høj fart, men det lykkedes politiet kort tid efter at anholde ni personer ved Brøndby Havn.
Det er som udgangspunkt ikke lovligt at sejle med jetski i havnen, og derfor rykkede politiet ud, da man kort før ulykken fik flere anmeldelser om jetskiene.
»Når man sejler i havnen, er der desuden en hastighedsbegrænsning på fem knob. Der er altså ret restriktive regler, og der er ikke noget, der tyder på, at de har overholdt nogen af de regler,« sagde Jens Jespersen lørdag til Jyllands-Posten.