Fortsæt til indhold
Indland

Millionbeløb skal gøre Nationalpark Thy verdenskendt

Nationalpark Thy er træt af at blive overset som park. Det skal en tocifret millioninvestering nu lave om på.

/ritzau/

Formidling, indgange og en app.

Det er noget af det, som en bevilling på 13,8 millioner kroner fra Nordea-fonden til Nationalpark Thy skal gå til.

Parken vil nemlig ikke længere være en hemmelig naturperle. Den vil være kendt i både Danmark og internationalt.

Det siger Torben Juul-Olsen, der er bestyrelsesformand for Nationalpark Thy.

En stor del af pengene skal gå til at etablere tre nye indgange til parken.

De tre fremtidige indgange bliver ved Lodbjerg Fyr i syd, et nyt nationalparkcenter etableret i en klit i Vorupør samt ved Hanstholm Fyr i nord.

Indgangene skal være udstyret med information, så gæsterne blive nysgerrige på at opleve mere.

- Indgangene skal sikre, at folk får en fornemmelse af, hvad det er, de kan komme ud og opleve, og hvordan de kommer videre ud i naturen.

- Vi vil sikre, at folk tør bevæge sig ud i vildmarken, siger han.

Ud over indgange skal der også investeres i formidlingen om nationalparken.

Det er blandt andet igennem et informationscenter, at gæsterne kan blive klogere på parken, men også parkens app skal finpudses.

- Vi har en app, der skal forbedres og gøres mere brugervenlig. Så når folk har deres mobil i hånden, kan de for eksempel finde cykelstier og ridestier, siger han.

Med de nye investeringer satser parken på at få flere hundrede tusinde besøgende.

- Med den udbredelse, som nationalparken har fået på nuværende tidspunkt, kan vi konstatere, at der kommer flere og flere mennesker til området.

- Vi kan se, at vores turistdestinationer har haft den største vækst i Nordjylland på overnatninger, siger han.

Parken satser på at have det hele oppe at køre inden for tre til fire år.