Fortsæt til indhold
Indland

Stor kampagne mod fartsyndere over hele Europa

Færdselspoliti på tværs af kontinentet går målrettet efter fartbøller i dag onsdag.

Uanset om du til dagligt kører rundt i Brabrand, Bristol eller Bratislava, skal du i dag være særlig opmærksom på fartgrænserne.

Det Europæiske Netværk for Færdselspoliti, TISPOL, har nemlig kaldt til kamp mod fartsyndere over hele Europa hele dagen. Det sker som et led i kampagnen ’Speed Marathon 2017’.

Kampagnen startede i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen for tre år siden, men har nu spredt sig til det meste af Europa.

Sidste år deltog 22 lande, og i løbet af det døgn, som kampagnen varede, blev der gennemført hele 2.463.622 målinger. Det resulterede i udskrivningen af ikke færre end 122.508 fartbøder.

Det arbejde fortsætter i år, og i den tyske deltstat Hessen kunne politiet i morges meddele, at den første fartsynder var gået i fælden.

Herhjemme startede færdselspolitiet allerede i går en ugelang, målrettet fartkontrol. Den er koordineret med Rådet for Sikker Trafik under sloganet ’Sænk farten – før det er for sent’.

Østjyllands Politi fortæller, at det endnu for tidligt at sige, om der er blevet taget flere bilister, men de oplyser til Jyllands-Posten, at der er sendt fire-fem mand ekstra ud på vejene.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi er status efter gårsdagens kampagnestart 150 sigtelser, fortæller vicepolitiinspektør Henrik Glintborg. Kredsens færdselspoliti har gennemført 15 målrettede indsatser.