Fortsæt til indhold
Indland

DSB aflyser flere regional- og lyn-tog tirsdag morgen

Efter en ulykke på Høje Taastrup Station aflyser DSB tirsdag morgen flere regionaltog på Sjælland og enkelte InterCity-tog fra Aarhus og Odense.

DSB oplyser tirsdag morgen, at flere tog fra Kalundborg og Nykøbing Falster mod København er aflyst.

Det samme gælder for InterCity Lyn-tog 206 og 210 fra Odense og Aarhus H.

Desuden kører der kun et tog i timen mellem Holbæk og København og mellem Ringsted og København.

»Aflysningerne skyldes et havareret godstog ved Høje Taastrup Station i går, mandag, som fortsat giver pladsmangel på skinnerne mellem Roskilde og Høje Taastrup,« skriver DSB.

DSB forventer, at togene kører som normalt igen omkring middagstid tirsdag. I mellemtiden henvises der til Rejseplanen.

De aflyste afgange skyldes en ulykke, som skete mandag formiddag på Høje Taastrup Station. Her blev en 19-årig mand fastklemt under en godsvogn.

Københavns Vestegns Politi oplyste mandag, at den unge mand døde på stedet.

Artiklens emner
DSB