Hemmeligt kæmpebyggeri ved Fredericia har irske bagmænd
Ejer af mystisk byggegrund ved Fredericia vil ikke sige noget om byggeplanerne. Men virksomhedssporet ender i Europas datahovedstad.
16 fodboldbaner. Så stort er det byggeprojekt, som netop er igangsat lidt syd for Fredericia.
Hvad der skal bygges, og hvem der bygger, er der ikke rigtig nogen, der vil svare på.
Grunden er 76 hektar, og strækker sig over adresserne Prinsessens Kvarter 6, 12 og 16, postnummer 7000 Fredericia.
Ifølge en vvm-undersøgelse af projektet fra Fredericia Kommune vil 118.000 kvadratmeter af grunden »huse servere beregnet til lagring og bearbejdning af meget store datamængder«.
På en nabogrund er opførelsen af en højspændingsstation igang, hvilket tyder på, at en stor elkrævende bygning er på vej.
Det bekræftes også af screeningen fra Fredericia Kommune, hvor der står, at »datalagringsfaciliteten har et stort energibehov, hvorfor der etableres selvstændig strømforsyning«.
De amerikanske it-virksomheder Apple og Facebook har i forvejen begge datacentre på vej på dansk jord i henholdsvis Viborg og Odense. Det virker derfor usandsynligt, at det skulle være en af dem.
Men hvilken it-gigant er det så?
Fredericias Borgmester, Jacob Bjerregaard, vil ikke kommentere på byggeplanerne. Heller ikke Udenrigsministeriets afdeling "Invest in Denmark", som normalt håndterer store udenlandske investeringer i Danmark vil kommentere på byggeriet.
Direktør for Invest in Denmark, Sten Hommel, oplyser blot, at store udenlandske investeringer normalt er lang tid undervejs.
En tinglysning af adressen ved Fredericia afslører dog, at alle tre adresser er ejet af den samme danske virksomhed Dapsi International.
Ifølge CVR-registret har Dapsi International en branchekode med emneordene "databehandling", "webhosting" og "lignende serviceydelser".
Det er også denne virksomhed, der står registreret som bygherre i vvm-undersøgelsen fra Fredericia Kommune.
Direktøren for Dapsi International hedder Niels Bang. Han er partner og advokat hos det store danske advokatkontor Gorrissen Federspiel.
Da Jyllands-Posten ringer ham op, har han ligesom alle andre involverede ingen kommentarer til byggeriet, som han er bygherre på, eller til planerne for de grunde, hans firma står som ejer af.
CVR-registret afslører også, at Dapsi International blev stiftet i november 2015 af firmaet Woodline Limited. Det eneste tilgængelige på Woodline Limited er en adresse i Dublin, Irland. Ikke engang et telefonnummer kan støves op.
Dermed ender mysteriet om byggeriet ved Fredericia foreløbeligt i Dublin, hvor Microsoft har et datacenter, det samme har Google og Amazon. Om det er nogle af disse, der vil udvide datakapaciteten på dansk jord, vil tiden vise.
Foreløbelig er det eneste, vi ved, at noget stort er på vej.