*

Indland

Nikotinafhængige køber halvdelen af al håndkøbsmedicin

Færre ryger, men tusindvis er i stedet afhængige af nikotintyggegummi og nikotinplastre, der sælges som aldrig før.

Mange rygere vil gerne skrotte smøgerne, men ender i stedet med at blive afhængige af antirygemedicinen. Arkivfoto: Thomas Borberg/Polfoto

Titusindvis af danskere lider af en afhængighed af nikotin, der af nogle læger sammenlignes med afhængighed af morfin – selv om mange af dem ikke ryger mere.

Det bekymrer både læger og apotekere, at halvdelen af al håndkøbsmedicin, der bliver solgt på apoteker og i supermarkeder i Danmark, bliver købt af rygere eller tidligere rygere. Og at salget er stigende. På fire år er mængden målt i særlige døgndoser steget med 9 pct., viser tal fra Dansk Lægemiddel Information.

Sundhedsmyndighederne anbefaler, at rygestopmedicinen ikke bruges i mere end 8-12 uger og højst seks måneder i træk. Alligevel siger over halvdelen af brugerne i rygerundersøgelser fra Sundhedsstyrelsen, at de har tygget nikotintyggegummi eller lignende i mere end et år. Nogle tidligere rygere har været afhængige af tyggegummi i årevis.

Læge og forfatter til bogen ”Nikotinfri nu”, Joan Engelhardt, der selv har været ryger, er ikke i tvivl.

»Nikotin er usundt og skader. Det kan være farligt for hjerte-kar-systemet. Hvis man har alvorlige sygdomme i hjertet eller problemer med blodtrykket, kan der være risiko for blodpropper i både hjerne og hjerte. Nikotin har stor indvirkning på hjernen. Og brugerne ter sig lidt på samme måde som folk, der er afhængige af morfin,« siger hun.

Hjerte-kar-sygdomme

Apoteker og supermarkeder sælger tilsammen hvert år nikotinprodukter for over 300 mio. kr., og formanden for Apotekerforeningen, apoteker Anne Kahns, er også bekymret for udviklingen.

»Hvis stigningen er sket, fordi flere holder op med at ryge, er det en god nyhed – for det er bedre end at ryge. Men det er et problem, hvis det stigende salg skyldes, at flere holder op med at ryge, for så bagefter at få problemer med at kvitte rygestopmedicinen.«

Chefkonsulent i Hjerteforeningen, Simon Rask, mener heller ikke, at det er hensigtsmæssigt at bruge nikotinprodukter for længe:

»Det kan have en effekt i forhold til hjerte-kar-sygdomme, derfor skal man være påpasselig med det. Men det er stadig tobakken, der slår flest danskere ihjel.«

I Sundhedsstyrelsen siger specialkonsulent Mads Lind, at der »antageligt er ganske beskedne negative helbredseffekter af nikotinprodukter«, dog bør gravide undgå dem, lyder rådet fra Sundhedsstyrelsen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her