Lægepraksis sat til salg for en krone, men der var ingen interesserede

Hver femte lægepraksis blev i 2015 solgt for nul kroner eller småbeløb. Det er et symptom på, at det bliver mindre og mindre populært at være praktiserende læge, lyder det fra Foreningen for Praktiserende Læger.

Artiklens øverste billede
Lasse Johansson er praktiserende læge i den vestjyske by Ølgod, hvor der mangler flere læger. Foto: Casper Holmenlund Christensen

»Jeg kan se retrospektivt, at det var en forkert beslutning at være praktiserende læge her.«

Sådan lyder det fra praktiserende læge Lasse Johansson. Som færdiguddannet valgte han for fem år siden at købe en almen lægepraksis i den lille, vestjyske by Ølgod i et lægehus med tre andre læger.

Men to af byens tre øvrige læger gik i løbet af de kommende år på pension. Tilbage var to tomme lægepraksis med tusinder af de lokale indbyggere tilknyttet, som regionen ikke har kunnet finde nye læger til at overtage.

Praksispladserne i Ølgod er endda blevet sat til salg for kun en krone hver, men på trods af at prisen var til at overse, har der ikke været interesserede købere.

»Det har været et sandt mareridt. Utilfredse kunder, der råber og skriger, og personale, der har været ved at forlade os. Regionen har stillet med skiftende vikarer, men vi synes ikke, der har været nok. Og det er nye øjne, der ser sygdommene hver gang, og de kender ikke patienterne, så det bliver simpelthen bare dårligere lægearbejde,« siger Lasse Johansson.

Der er faktisk relativt mange læger i Danmark sammenlignet med udlandet, men vi må bare konstatere, at det er blevet mindre attraktivt at arbejde i en praksis.

Christian Freitag, Formand for Praktiserende Lægers Organisation

Der kommer flere og flere historier som den i Ølgod. I løbet af de seneste 10 år er andelen af lægepraksis, som bliver solgt for nul kroner eller helt små beløb, gået fra at udgøre hver 10. til mere end hver 5. salg.

Samtidig er den gennemsnitlige pris for en lægepraksis også faldet, viser den seneste opgørelse fra Praktiserende Lægers Organisation, PLO.

De faldende priser er et symptom på den akutte lægemangel i det nære sundhedsvæsen, lyder det fra foreningens formand, Christian Freitag, der er bekymret over at høre Lasse Johanssons historie.

»Priserne falder selvfølgelig, når der ikke er købere, og der er ingen tvivl om, at det går hårdest ud over de områder, der ligger langt væk fra storbyerne. Problemet er, at det er oplevelser som lægens her, der kan være med til at drive endnu flere læger væk fra at ville være praktiserende læge,« siger han.

Vil ikke have egen praksis

De seneste 10 år er antallet af praktiserende læger faldet med 7 pct., selv om der er blevet uddannet flere og flere inden for faget. Ca. 16 pct. af de uddannede arbejder andre steder, primært på sygehusene, viser PLO’s opgørelse.

»Der er faktisk relativt mange læger i Danmark sammenlignet med udlandet, men vi må bare konstatere, at det er blevet mindre attraktivt at arbejde i en praksis,« siger han.

Formanden mener, at problemet bl.a. bunder i, at der ikke er blevet investeret nok offentlige midler i de praktiserende læger som i eksempelvis hospitalsvæsenet.

»Inden for de seneste 10 år har der været en enorm udvikling og investering i sygehussektoren, hvor der bliver bygget nye hospitaler, lavet hjertepakker, kræftpakker og lignende. Det er spændende at arbejde de steder, hvor der bygges, investeres og uddannes, så derfor følger lægerne selvfølgelig med, og det har vores del af sundhedsvæsenet lidt under,« siger han.

Mere forskning ud i landet

Christian Freitag mener, at flere offentlige investeringer i det nære sundhedsvæsen ville kunne gøre de almene praksis mere attraktive.

»Vi ved, at moderne faciliteter tiltrækker læger. Og så vil vi også gerne have mere forskning i almen praksis ud i landet, så vi kan få skabt nogle stærkere faglige miljøer i andre byer end København, Aarhus og Odense,« siger han.

Han peger desuden på, at bestemte dele af landet, herunder yderområder, typisk har mere tidskrævende patientgrupper med bl.a. flere ældre.

»Og så synes vi, at det overenskomstmæssigt skal gøres mere attraktivt at arbejde med de tunge patientgrupper, som vi ved, at der er mange af i Udkantsdanmark og i bestemte områder af de store byer,« siger formanden.

Fokus på problemet

Hos organisationen Danske Regioner har man en lidt anden opfattelse af, hvad der skal til for at tiltrække flere praktiserende læger.

»Vi forsøger at gøre det mere attraktivt ved f.eks. at stille lokaler til rådighed, og der er bl.a. indført mulighed for, at man kan leje sig ind som praktiserende læge, så man dermed ikke har de samme omkostninger med at etablere sig,« siger Anders Kühnau (S), som er formand for Løn- og Praksisudvalget hos Danske Regioner, der understreger, at der ikke er danskere, som står uden læge, men at lægemangel i særligt yderområderne er et problem, som regionerne har fokus på.

Løsningen ikke flere penge

Han mener, at der allerede er afsat rigtig mange penge til investeringer i et bedre nært sundhedsvæsen, men at løsningen ikke bare består i flere penge. De to parter er dog enige om, at forskningspenge i stigende grad skal gå til projekter i udkanten, og at læger med tunge patientgrupper skal kompenseres.

»Men vi vil ikke være med til bare at give disse læger ekstra penge. I stedet synes vi, at honoreringen skal være mere retfærdig, så lægerne ikke bare aflønnes, i forhold til hvor mange patienter de har, men også differentiere det, i forhold til hvilke typer af patienter de har,« siger Anders Kühnau.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.