Danskere er uretmæssigt blevet trukket for penge til indsamling efter sms-fejl
Danmarks Indsamlingen oplyser, at man har trukket 150 kr. fra flere danskere ved en fejl. Pengene bliver leveret tilbage hurtigst muligt.
Det giver ofte en god samvittighed at donere penge til et godt formål, men onsdag var det formentlig en noget andet følelse, der ramte flere danskere efter uretmæssigt at være blevet trukket for 150 kr. til Danmarks Indsamlingen.
En fejl hos Danmarks Indsamlingens sms-udbyder har nemlig betydet, at flere danskere har modtaget en besked om, at de har bidraget til indsamlingen uden at vide det.
Danmarks Indsamlingen beklager fejlen på sin Facebook-side og slår fast, at alle involverede får deres penge igen.
»Fejlen er stoppet, og de mennesker, der har modtaget sms'en vil få en ny med en beklagelse og det beløb, der også ved fejlen er trukket, vil hurtigst muligt blive tilbageført,« skriver organisationen.
Fejlen skete onsdag formiddag, og de berørte kan forvente at modtage beskeden om donationen fra nummeret 1212 i løbet af dagen eller aften.
Danmarks Indsamlingen kan endnu ikke oplyse, hvornår pengene bliver tilbageført, men at det vil ske »hurtigst muligt«.
Fejlen skete, da sms-udbyderen Onwire skulle genstarte deres system.
De personer, der i dag er blevet opkrævet en donation eller har modtaget en sms, har tidligere doneret til Danmarks Indsamlingen eller deltaget i tv-afstemninger, oplyser Danmarks Indsamlingens talsmand Karin Aaen til JydskeVestkysten. Der er ikke tal på, hvor mange mennesker det drejer sig om.
Danmarks Indsamlingen afholdte et større indsamlingsshow den 6. februar, hvor der ligeledes opstod tekniske fejl. Her blev i alt 3.301 kunder trukket flere gange for deres bidrag. De fik senere tilbageført pengene, der i alt løb op i næsten 1 million kroner.