Bulldozere skal bekæmpe kaos på vejene
Motorvejene bliver næsten dagligt lammet af ulykker. Derfor vil Dansk Industri bruge bulldozere for at rydde vejene. FDM er enig.
Det trafikale kaos på de danske motorveje er så slemt, at Dansk Industri, DI, foreslår, at man sætter bulldozere ind for at rydde op efter trafikuheld, når en lastbil er havareret, eller når ødelagte personbiler skaber lange køer.
FDM støtter forslaget, mens både politiet og transportministeren er klar til at drøfte, hvordan man kan gribe mere kontant ind ved motorvejsuheld.
Forslaget kommer som reaktion på, at stadig flere vognmænd og lastbilchauffører opgiver at køre på motorvejene på grund af bilkøerne og i stedet trækker ud på de mindre veje.
Problemerne er særligt store på den østjyske motorvej E45. Flere vognmænd fortæller til Jyllands-Posten, at de har bedt deres chauffører undgå motorvejen i myldretiden, fordi risikoen for at blive fanget i en kø er for stor.
Branchedirektør Michael Svane fra DI Transport:
»Det er nødvendigt at gå mere hårdhændet til værks efter et uheld. Hvor længe skal man sidde i en bilkø og vente på, at nogen tager stilling til, om lasten på en lastbil vil tage skade af at blive fjernet fra vejen?« spørger han.
»I Singapore bulldozer man straks et køretøj ud til siden, mens man gør noget tilsvarende i Tyskland, Sverige og Holland. Vi er også nødt til at gribe ind.«
Hos FDM er afdelingschef Torben Lund Kudsk enig:
»Situationen er uholdbar. Vi må finde en model, hvor man står klar med det nødvendige materiel til hurtigt at reagere.«
Transportminister Hans Christian Schmidt er positiv over for forslaget:
»Det er vigtigt med en effektiv håndtering af uheld, så vejtrafikken ikke blokeres i længere tid. Jeg vil derfor bede Vejdirektoratet tage en dialog med DI. Vi kan komme langt, hvis vi bliver bedre til at samarbejde.«
Hos Rigspolitiet siger vicepolitiinspektør Ole Kristensen:
»Vi står ikke langt fra DI her, og vi indgår gerne i en dialog. Men hvis der er alvorlige lovovertrædelser, er vi nødt til at have vores efterforskere og teknikere ud, før vi kan rydde op.«