Toget taber kampen om kunderne over Storebælt
Selv om DSB får 4 mia. kr. om året i tilskud til at køre med tog, mister DSB kunder til private busser og private biler på rejsen mellem Øst- og Vestdanmark. På tre år er 5,6 pct. forsvundet.
Mens private busser stormer frem, og der nærmest dagligt bliver sat rekord i antallet af biler på Storebæltsbroen, må DSB konstatere, at kunderne i stigende grad vælger andre transportmidler end toget.
Fra 2012 til 2015 er der ifølge DSB’s egne tal på årsbasis forsvundet 491.000 passager på rejserne mellem Øst- og Vestdanmark. Det svarer til en tilbagegang på 5,6 pct. på tre år. Og udviklingen er fortsat i første kvartal af 2016, hvor der ifølge DSB’s netop aflagte kvartalsregnskab har været et fald på yderligere 2,2 pct.
Samtidig melder den største private busoperatør på ruten mellem København og Jylland-Fyn, Abildskou A/S, om 5 pct. flere passagerer sidste år, mens et nyt busselskab, Eurolines, nu er klar til at sende kunder fra København til Aarhus.
DSB mister kunder
Aske Wieth-Knudsen, chef for forretningsudvikling i DSB, mener, at der er plads til både busser og tog i den kollektive trafik i Danmark. Han hilser øget konkurrence velkommen.
»Hvis man ser overordnet på udviklingen, er DSB gået frem i antal passagerer de senere år, men når det handler om trafikken mellem Øst- og Vestdanmark, har der været stilstand eller en svag tilbagegang,« lyder det fra Aske Wieth-Knudsen.
»Det hænger sammen med, at vi har været ramt af meget store sporarbejder. I 2015 var det på Vestfyn, i 2016 har det været på Østfyn. Derfor har vi tabt nogle passagerer,« fortsætter han.
Aske Wieth-Knudsen tror på, at DSB vil hente de tabte markedsandele tilbage, når sporarbejderne på Fyn er overstået.
»Fordi vi mener, at vi har et godt produkt med god komfort, borde og muligheder for at arbejde om bord. Samtidig tilbyder vi den højeste rejsefrekvens med 38 daglige afgange fra Aarhus til København og lidt flere den anden vej, ligesom vi har den korteste rejsetid mellem de to byer.«
Eurolines åbner den 21. maj en ny busrute over Storebælt, og skandinavisk chef hos Eurolines Jonas Schmidt regner med at komme op på 70.000-80.000 passagerer allerede det første år med den nye busrute.
»Desuden regner vi med efterhånden at få bygget flere byer på vores ruter både i Jylland og på Sjælland. Folk er ved at finde ud af, hvor dyrt toget er, og at der er andre måder at rejse på end med toget. Derfor tror vi på en vækst i fjernbusmarkedet,« siger Jonas Schmidt.
Billet til 68 kr.
Eurolines tilbyder som åbningstilbud en studiebillet fra København til Odense for 68 kr., mens billetten koster 80 kr., hvis man vil rejse helt til Aarhus.
En standardbillet Fra København til Aarhus vil for en voksen normalt koste 120-160 kr., oplyser Jonas Schmidt.
Med over 700 busser rundt i Europa hver dag er Eurolines en sværvægter på busområdet, men på indenrigskørsel i Danmark er selskabet nyt.
Hos Abildskou, der har været busselskab siden 1949, er direktør Jess Abildskou imponeret over udviklingen:
»Vi vokser hele tiden, og jeg må konstant knibe mig i armen. I 2015 fik vi ca. 5 pct. flere kunder, og vi transporterer nu omkring 500.000 med bus hvert år,« fortæller Jess Abildskou.
To tredjedele af firmaets kunder med ruten 888 kører over Storebæltsbroen, en tredjedel sejler med Mols-Linien fra Sjælland til Jylland.
Stadig flere danskere vælger at tager bussen, når de rejser fra Øst- til Vestdanmark. Formentlig fordi bussen generelt er billigere end toget. Men hos DSB mener Aske Wieth-Knudsen dog sagtens, at man kan konkurrere – også på prisen.
»Man kan f.eks. købe DSB-Orange-billetter for helt ned til 99 kr. mellem København og Aarhus. Og om lørdagen kan en familie på to voksne og op til fire børn rejse, så langt de vil, for 499 kr. – ligesom vi har billige billetter til pensionister og studerende,« lyder det fra DSB-direktøren.