Politiet om trusler mod værtshuse: »Problemet er slet ikke så stort«
Københavns Politi maner til ro og forsikrer om, at der vil blive taget hånd om truslerne mod værtshuse på Nørrebro. Vi ser det hvert forår, siger ledende politiinspektør.
Når foråret rammer det ydre Nørrebro, begynder det hele forfra.
Unge knægte med indvandrerbaggrund starter igen deres hærgen mod små værtshuse med trusler og hærværk, indtil politiet atter får styr på de unge kriminelle.
Sådan fortæller Københavns Politi, efter det onsdag er kommet frem, hvordan unge bøller på Nørrebro har terroriseret to værtshuse med afpresning, kanonslag og opråb om sharia-lov.
»Problemet ikke slet ikke så stort, som det bliver gjort til i pressen. Det er selvfølgelig alvorligt for de værtshuse, det går ud over, men vi har at gøre med en lille gruppe utilpassede unge, som hvert år, når foråret melder sig, skal ud og vise sig frem. Vi oplever ofte det her problem på denne tid af året, men vi får håndteret det ved at gå i dialog og evt. straffe de pågældende unge,« siger ledende politiinspektør ved Københavns Politi, Allan Nyring, til Jyllands-Posten.
Politiinspektøren fortæller, at det typisk er unge knægte mellem 14 og 16 år, som hærger værthusene. Det er et tilbagevendende problem, men Allan Nyring understreger, at det ikke er vedvarende.
»Problemet er todelt. Det ene handler om afpresning, hvor vi kører en politisag for at få de skyldige dømt. Det andet omfatter chikane, som vi ofte kan løse ved at tage fat i de utilpassende unge. Det er nemlig en gruppe, vi kender, og det er typisk, at de skal føre sig frem, når solen begynder at skinne,« siger Allan Nyring og fortsætter:
»Jeg erkender selvfølgelig, at vi skal problemet til livs, fordi det skaber utryghed i lokalmiljøet. Så vi sætter selvfølgelig ekstra fokus på at tage det i opløbet, inden det udvikler sig som nu,« siger politiinspektøren.
På grund af deres unge alder er det ikke altid, at politiet kan straffe bøllerne for truslerne mod værtshusene. Til gengæld er gruppen kendt af Københavns Kommunes SSP-arbejde, hvor Socialforvaltningen sammen med Københavns Politi forsøger at få de unge væk fra kriminaliteten.
Chikanen mod Nørrebro-værtshusene fylder heller ikke meget hos det kriminalpræventive samarbejde mellem politiet og Københavns Kommune, Center for Sikker By, der blot har modtaget to henvendelser om afpresning siden 2012.
Men ifølge Radio24syv har ødelæggelserne og truslerne ophobet sig, fordi politiet har været over 20 minutter til at rykke ud til værtshusene efter tilkaldelsen.
Men Allan Nyring afviser, at politiet har brugt over 20 minutter på at nå frem, efter at værthusene ringede 114.
»Det er ganske enkelt forkert. Jeg kan endda se, at vi i et konkret tilfælde ved et af de omtalte værtshuse har været på stedet efter tre minutter. Og det kan man vist ikke klage over,« siger politiinspektøren.
Onsdag formiddag har sagen fået justitsminister Søren Pind til at forlange en redegørelse fra Københavns Politi omkring indsatsen mod chikane af små erhvervsdrivende på Nørrebro. Samtidig har Dansk Folkeparti kaldt justitsministeren i samråd for at få en afklaring på, hvordan truslerne og hærværket ophører.