Fortsæt til indhold
Indland

Hundredvis af "krigere" demonstrerede imod voldtægtsdomme

Kravet om at gøre uagtsom voldtægt strafbart rejses fra flere kanter. Men erfaringerne fra udlandet er langt fra kun positive.

»Nok er nok! I dag er vi alle krigere, og vi markerer, at det er slut med voldtægt,« rungede det fra scenekanten ud over en broget menneskeflok, da torsdagens demonstration mod voldtægt blev skudt i gang af konferencier Tanja Bjørn Zabell.

Flere hundrede mennesker havde trodset det ustadige aprilvejr og var mødt op på Nytorv i hjertet af København for at deltage i arrangementet, hvor fagfolk og politikere holdt taler om behovet for større retfærdighed i voldtægtssager.

Bag initiativet stod foreningen AldrigDinSkyld, der også havde arrangeret demonstrationer i Aarhus og Odense torsdag.

Demonstrationen kom, efter at tre mænd i sidste uge blev frifundet i Roskilde Byret for anklager om voldtægt af en 17-årig pige. Pigen, der var beruset og manglede insulin, sagde ikke nej til mændene, som derfor ikke kunne dømmes.

Sagens udfald har ført til ophedet debat om lovgivningen omkring voldtægt. Ifølge dansk lovgivning kan gerningsmanden nemlig kun straffes for voldtægt, hvis han eller hun havde til hensigt at voldtage, såkaldt forsæt. I sager, hvor det ikke handler om direkte overfald på gaden, og hvor gerningsmand og offer på forhånd kender hinanden, er det især vanskeligt at fælde dom, da gerningsmanden ikke nødvendigvis har haft et klart forsæt.

Men spørger man en række jurister, foreninger og politiske partier, skal det være slut med kravet om klart forsæt i voldtægtssager. Derimod har flere i den seneste tid krævet en lovændring, så det fremover også bliver strafbart at begå såkaldt ”uagtsom voldtægt”. Ved en kriminalisering af uagtsom voldtægt vil en gerningsmand, som ikke nødvendigvis har haft til hensigt at voldtage, kunne blive dømt.

Talsperson for AldrigDinSkyld Marianne Rosenkvist kalder det et »samfundsproblem«, at voldtægt ikke bliver taget alvorligt nok i det danske retssystem. Og det er netop formålet med dagens demonstrationer at sætte fokus på problemet, forklarer hun:

»Vi vil sprede budskaberne om, at voldtægt aldrig er offerets skyld, og at der er behov for løsninger for at undgå, at mange voldtægtsforbrydelser går ustraffet hen. Det er for at skabe debat og med en forhåbning om, at det kan føre til et holdningsskifte, at vi afholder demonstrationerne«.

Ifølge Marianne Rosenkvist kommer foreningen ikke med konkrete bud til lovændringer, men mener, at det nødvendigt med en klar regel om samtykke i lovgivningen - det, som andre betegner som uagtsom voldtægt.

En række fagpersoner og foreninger bakker også op om en sådan kriminalisering, heriblandt chefpsykolog på Rigshospitalet Svend Aage Madsen, foreningen Joan-Søstrene, der rådgiver voldtægtsofre, og Everyday Sexism Project.

»Det er mindre end to pct. af alle voldtægter i Danmark, der fører til en straf, hvilket vil sige, at vi har straffrihed for voldtægtsforbrydere i Danmark,« siger Irene Manteufel, forkvinde for Everyday Sexism Project, der anser en paragraf for uagtsom voldtægt, som det væsentligste skridt på vejen for at sikre retssikkerhed for voldtægtsofre.

Omvendt har en række juraeksperter direkte advaret mod at kriminalisere voldtægt uden forsæt.

I Norge, hvor man har valgt at kriminalisere uagtsom voldtægt, er erfaringerne nemlig ikke udelukkende positive. Det viser sig, at voldtægtsmænd ofte får en mildere straf med sådan en lovgivning, forklarede professor emeritus i jura ved Københavns Universitet Eva Smith torsdag til Berlingske. Simpelthen fordi anklagemyndigheden ofte vurderer, at det kan være svært at vinde en sag på ”rigtig” voldtægt, og derfor i stedet vælger at køre sagerne som uagtsom voldtægt, fordi det er nemmere at bevise i retten, forklarer professoren.

»Erfaringerne fra Norge tyder på, at det ofte vil ske, og det er frustrerende for offeret, der kan føle, at hun ikke har sagt tilstrækkeligt fra, siden manden "kun" bliver dømt for uagtsom voldtægt,« siger hun.

På den måde »nedkriminaliseres« de voldtægtssager, som i Danmark ville have medført en dom for forsætlig voldtægt og dermed en strengere staf, påpeger lektor i jura ved Københavns Universitet Trine Baumbach, der bakker op om Eva Smiths synspunkt.

Mens Alternativet og SF går ind for at kriminalisere uagtsom voldtægt, har justitsminister Søren Pind (V) afvist et sådant tiltag. I stedet har ministeren fremsat et lovforslag, der skal hæve strafniveauet for voldtægt, og desuden præsenteret et udspil, der skal fastsætte retningslinjer for modtagelse og behandling af anmeldelser om voldtægt.

På Nytorv efterfulgtes et minuts stilhed for voldtægtsofre, kun afbrudt af barnegråd, af spørgsmålet: »Hvor mange af jer har været udsat for seksuelle handlinger uden jeres samtykke?«. Omkring en tredjedel af de fremmødte rakte hænderne i vejret, mens et banner med sloganet »Nok er nok« hængende over scenen blæste i vinden.