Distortion-direktør: Uber er et frisk pust til samfundet
Gadefestivalen Distortion er sikre på, at et »innovativt land som Danmark« i den nære fremtid vil finde fornuftige måder at regulere deleøkonomiske selskaber på, lyder det i kølvandet på kritikken om samarbejdet med Uber og Københavns Kommune.
Organisationen bag den københavnske gadefestival Distortion, der hver sommer trækker titusinder af mennesker i en lille uge, ønsker ikke at gå i dialog med Københavns Kommune gennem medierne.
Sådan lyder det fra festivalens grundlægger og direktør, Thomas Fleurquin, der »helt principielt er positiv over for det friske pust som deleøkonomi kan bringe til samfundet«.
I dagens udgave af Jyllands-Posten bliver Københavns Kommune kritiseret af chaufførernes fagforening under 3F i København for at være hovedpartner under Distortion side om side med den kontroversielle taxikonkurrent Uber, der beskyldes for social dumping og piratkørsel.
»Jeg forstår ikke politikerne,« siger formand for chaufførernes fagforening under 3F i København, Jakob Andersen, i dagens udgave af Jyllands-Posten.
Han henviser til, at flertallet på Københavns Rådhus er imod social dumping og f.eks. boykotter Ryanair. Men samtidig er kommunen hovedpartner for Distortion sammen med netop Uber.
»Vi kan ikke have et kriminelt selskab side om side med Københavns Kommune,« siger Jakob Andersen med henvisning til, at Københavns Politi har sigtet over 30 Uber-chauffører for piratkørsel.
Men hos Distortion tager man partnerskabsballaden med ro.
»Vi er på sikre på, at et innovativt land som Danmark kommer til at finde fornuftige måder at regulere Airbnb, Uber med flere i den nære fremtid,« skriver Thomas Fleurquin til Jyllands-Posten.
Lokalpolitikere fra S og SF tager nu sagen op.