Prisforskel på over 1000 kr. på at få taget en blodprøve
Praktiserende læger slår et slag for, at patienter skal kende prisen - og prisforskellen - på behandlinger
Et lægetjek af blodet koster vidt forskelligt alt efter, hvor lægen sidder.
Hos den praktiserende læge kan patienter i behandling med blodfortyndende medicin få en konsultation for under et par hundrede kr. – helt nøjagtigt 194,66 kr. – mens prisen for samme kontrol på et sygehusambulatorium står til 1.421,00 kr.
Priseksemplet er udregnet af Praktiserende Lægers Organisation (PLO), og blodprøven suppleres med eksempler på en række andre andre ydelser, som fås både hos egen læge og på sygehuset. Med samme resultat hver gang: den praktiserende læge er væsentlig billigere.
»Vi lægger tallene frem for at øge bevidstheden om, at sundhed koster. Ofte taler vi om det gratis sundhedsvæsen, men det er jo ikke reelt. Derfor bør både beslutningstagere og patienter i det omfang, de er interesserede, have mulighed for hele tiden at tjekke prisen på en bestemt ydelse,« siger Christian Freitag, formand for PLO.
Lægeformanden lægger ikke skjul på, at regnestykkerne er begået for at imødegå kritik fra bl.a. Danske Regioner af, at almen praksis lever isoleret og ikke for alvor melder sig ind i samarbejdet om det nære, lokale sundhedsvæsen.
»Det vil vi afkræfte, for der er ingen tvivl om, at almen praksis spiller en meget central og koordinerende rolle for patienten – naturligvis i samspil med sygehuset og kommunen. Men vi vil gerne aflaste sygehusene på nogle af de områder, hvor det giver mening – lægeligt og samfundsøkonomisk,« siger Christian Freitag.
I Danske Patienter er direktør Morten Freil principielt enig i, at priserne på de enkelte behandlinger skal være synlige og tilgængelige. Men han advarer imod, at den konkrete omkostning ved en blodprøve eller syning bliver styrende for valget af behandling.
»Der er jo andet end prisen til forskel på at blive behandlet på sygehus og hos egen læge. Hvis man f.eks. er i et behandlingsforløb med en eller flere sygdomme, giver det jo god mening at samle det hele på sygehuset og ikke pludselig at skulle til sin egen læge midt i forløbet, selv om det ville være billigere,« siger Morten Freil, der meget nødigt ser, at det bliver op til den enkelte patient at foretage valget.
»Mange patienter er jo også prisbevidste borgere, og jeg frygter en tendens til, at man vælger det billigste - altså den praktiserende læge - fordi man ikke vil ligge samfundet til last. Vi møder mange patienter, som faktisk har dårlig samvittighed over, hvad de koster, hvis de f.eks. skal have en dyr medicin eller langvarig behandling,« siger Morten Freil, der i yderste konsekvens er bekymret for, at for stor fokus på priser kan føre til discountløsninger.
I Danske Regioner tager formand Bent Hansen (S) godt imod lægernes beregninger og den ånd, de er begået i.
»Jeg ser det som en fremstrakt hånd til øget samarbejde og håber, det er et forårstegn, for der er helt sikkert områder, hvor den praktiserende læge kan overtage opgaver fra sygehusene og omvendt. Men det kan ikke vurderes alene på baggrund af simple sammenligninger, men det kræver en tilbundsgående analyse, som vi gerne medvirker til,« siger han og understreger, at PLO skal lade »de fine ord følge af handling.«
»Vi har stadig meget svært ved at komme til vejs ende med helt konkrete aftaler med PLO om hjemmebesøg og forebyggende samtaler, og det ville være et godt sted at starte,« siger regionernes formand.