Fortsæt til indhold
Indland

Trods fængsling: Ny digtsamling på vej fra Yahya Hassan

Den kontroversielle digter arbejder videre på en ny digtsamling, siger Yahya Hassans advokat.

På trods af et indtil videre kaotisk 2016 for den kontroversielle digter Yahya Hassan tyder intet på, at han får svært ved at få sine digte udgivet i fremtiden.

Gyldendal, forlaget bag Yahya Hassans prisvindende og selvbetitlede digtsamling fra 2013, vil i en mail ikke kommentere Yahya Hassans seneste sag, men henviser til en tidligere kommentar:

»Manuskriptet er ikke afleveret endnu, men vi håber at udgive Yahyas digtsamling til efteråret,« skriver Gyldendal mandag eftermiddag i en mail til Jyllands-Posten og tilføjer, at forlaget ikke har yderligere kommentarer.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til, om Gyldendal overvejer sit engagement med Yahya Hassan, eller hvor lang snor digteren har hos forlaget.

Siden årsskiftet har Yahya Hassan ellers oplevet både at blive sigtet for at have kørt bil i påvirket tilstand og at blive ekskluderet som folketingskandidat for Nationalpartiet af samme årsag.

Mandag blev Yahya Hassan i et grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Aarhus. Her er han sigtet for at have skudt en 17-årig dreng i Aarhus Vest sent søndag aften og for ulovlig våbenbesiddelse.

Kendes han skyldig i sidstnævnte, vil det udløse mindst et års ubetinget fængsel.

»Jeg pløkker dig, jeg pløkker dig mand!«

Trods anklagen fortæller Yahya Hassans forsvarsadvokat til Ritzau, at den 20-årige digter med palæstinensiske rødder arbejder videre på en ny digtsamling.

»Jeg skulle hilse pressen fra Yahya Hassan og sige, at han har det godt, og at han skriver på sin digtsamling,« siger Yahya Hassans forsvarsadvokat, Hanne Ziebe, til Ritzau.

Hun tilføjer, at det dog har været et hårdt og turbulent forløb for digteren, men at hun er overbevist om, at han nok skal komme stærkt igen.