Integrationsudspil får kritik fra egne rækker
Dansk Arbejdsgiverforening og lønmodtagernes organisation, LO, er blevet enige om et udspil til en ny integrationsgrunduddannelse (IGU) til flygtninge, hvis kvalifikationer ikke står mål med kravene på det danske arbejdsmarked.
IGU tager udgangspunkt i den såkaldte erhvervsgrunduddannelse (EGU), der henvender sig til unge under 30 år uden joberfaring. Elevlønnen svarer til 7.900 kr. om måneden for kommunalt ansatte, og ifølge Dennis Kristensen, formand i FOA, er uddannelsen målrettet dem, han kalder »de vilde drenge fra Vestegnen«. Ikke flygtninge, og derfor kritiserer han tiltaget.
»Når man kommer ned på en løn, der svarer til 49 kr. i timen, går der pludselig to-tre flygtninge på en ordinær løn. Og så er der altså tale om indslusningsløn, og det har aldrig været meningen med EGU-lønnen,« siger Dennis Kristensen, der retter skarp kritik mod LO og DA:
»Hvad pokker laver DA og LO på det kommunale område? Hvordan i alverden kan de finde på at indgå en aftale uden om de relevante parter, altså KL og de faglige organisationer, hvoraf FOA er den ubetinget største, uden at vi i forhandlingsudvalget vidste, at de overhovedet var gået i gang med at forhandle?« spørger han.
LO-formand Lizette Risgaard afviser kritikken. Hun mener ikke, at FOA er blevet udeladt i forhandlingerne, ligesom hun ikke godtager, at formanden kalder det for indslusningsløn.
»IGU bygger på overenskomster. Aftaler, der er så vigtige for os som fagbevægelse, og jeg ved, at Dennis også er optaget af, at der er en partsindflydelse,« siger hun og tilføjer:
»Det er jo FOA selv, der har forhandlet elevlønnen på 7.900 kr. igennem med arbejdsgiverne, og selv om han (Dennis Kristensen, red.) har en opfattelse af, at det er noget, der er lavet for 20 år siden og til vilde drenge eller andre, er det en sats, der stadig gælder. Det står jo parterne frit for at regulere de satser under overenskomstforhandlinger. Det er den danske model.«
IGU er et indspil til de verserende trepartsforhandlinger, og regeringen har taget positivt imod forslaget. Også socialdemokraterne bakker op, på trods af at partiet har talt imod lav indslusningsløn til flygtninge.
»Det har været afgørende, at hvis flygtninge skal i arbejde, skal det ske på regulære vilkår. Da IGU bygger på satser, der er vedtaget i overenskomster, bakker vi op,« siger erhvervsuddannelsesordfører Mattias Tesfaye (S).