Landbrugsberegninger var forkerte: Københavns Universitet trækker dem tilbage
KU har trukket et notat tilbage, som viste, at regeringens landbrugspakke ville belaste miljøet mere end hidtil antaget.
Fredag kunne flere medier fortælle om et netop publiceret notat fra Københavns Universitet, der viste, at regeringens omdiskuterede landbrugspakke ville få negative konsekvenser for vandmiljøet i flere år, end hvad der hidtil har været fremlagt. Men nu viser det sig, at beregningerne bag notatet var forkerte.
Det fremgår af Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitets hjemmeside.
På hjemmesiden skriver instituttet følgende om grunden til, at notatet er trukket tilbage:
»Det indeholder sammenstillinger af landbrugspakkens akkumulerede effekter, der ikke var retvisende.«
Fejlen blev opdaget af landbrugets videnscenter, Seges, som straks gjorde KU opmærksom på de forkerte beregninger. Direktør for Planter & Miljø i Seges, Ivar Ravn, er fortørnet over fejlen:
»Det er dybt beklageligt, at der bliver lagt forkerte beregninger ud. Især når der kører en højspændt politisk debat, bør man være mere grundig med at tjekke, at det man laver nu er rigtigt,« siger Ivar Ravn til Jyllands-Posten og fortsætter:
»Sådan en fejl er med til at forvrænge og fordreje den her debat. Jeg synes simpelthen, det er fuldstændig mangel på grundighed og omhu. Det svækker jo tilliden til forskningen.«
Konkret havde forskeren bag rapporten, Brian H. Jacobsen, akkumuleret både landbrugspakkens og baselineeffekterne frem mod 2021. Men ifølge Ivar Ravn er det forkert, fordi landbrugspakkens effekter ikke skal akkumuleres. Derfor kom forskeren forkert frem til, at landbrugspakken også ville føre til minus i miljøregnskabet i 2020 og 2021
Brian H. Jacobsen beklager forløbet overfor Landbrugsavisen.
»Jeg undskylder og beklager forløbet, samt de problemer det har givet erhvervet. Jeg er enig med Ivar i, at det er vigtigt at være påpasselig med de udmeldinger, man kommer med. Derfor var beregninger og notat også drøftet med flere forskere inden publiceringen, men jeg påtager mig naturligvis ansvaret for fejlen.«