Fortsæt til indhold
Indland

OVERBLIK: Hvad er Kundbysagen?

En 16-årig pige og en tidligere syrienkriger er blevet sigtet for at planlægge angreb på to skoler.

/ritzau/

En 16-årig pige fra Kundby er sammen med en 24-årig tidligere syrienkriger tirsdag blevet sigtet for at planlægge angreb mod Sydskolen i Fårevejle og Carolineskolen i København.

Begge er varetægtsfængslet frem til 30. marts.

Her er et overblik over, hvad der op og ned i den mørkelagte sag, der brød ud 13. januar efter en politiaktion i den lille by Kundby ved Holbæk.

* 13. januar

Midt- og Vestsjællands Politi finder under en større politiaktion sprængstoffer på en adresse på Trønningevej i Kundby tæt ved Holbæk. Bomberyddere arbejder det meste af dagen på adressen.

Politiet afviser at kommentere sagen, men en 15-årig pige, der er konverteret til islam, bliver anholdt klokken 12.22.

* 14. januar

Dagen efter bliver pigen fremstillet i et grundlovsforhør. Det sker for dobbeltlukkede døre, så offentligheden får ikke at vide, hvad pigen er sigtet for.

Ifølge Ritzaus oplysninger er pigen sigtet for besiddelse af sprængstoffer. TV2 erfarer, at hun også er sigtet for billigelse af terror.

Pigen bliver isolationsfængslet til 26. januar og varetægtsfængslet til 9. februar.

Samme dag anholdes en 24-årig mand i Østjylland, da han melder sig selv til politiet, og ifølge DR’s oplysninger er der tale om en dansk mand, der har været i Syrien for at lære at håndtere våben.

På de sociale medier har den 15-årige pige tidligere kaldt manden ”sin bedste ven”.

* 15. januar

Pigens nye forsvarer, advokat Nima Nabipour, kærer isolationskendelsen til landsretten. Han mener, at det er uhensigtsmæssigt, at hans unge klient sidder isolationsfængslet.

Den 24-årige mand fremstilles i grundlovshør, der, ligesom pigens, foregår for dobbeltlukkede døre. Han isolationsfængsles til 26. januar og varetægtsfængsles til 9. februar.

* 16. januar

Den 24-åriges forsvarer, Michael Alstrup Kristensen, oplyser til Ritzau, at man kærer kendelserne om varetægtsfængsling og isolation til Østre Landsret.

* 18. januar

Manden får ikke held med at kære kendelserne til landsretten. Østre Landsret stadfæster kendelserne fra grundlovsforhøret.

* 21. januar

Heller ikke pigen får noget ud af at kære til landsretten, der vælger at stadfæste kendelsen fra grundlovsforhøret om, at pigen skal sidde i isolation.

* 26. januar

Ved et retsmøde i Retten i Holbæk forlænges isolationsfængslingen for begge frem til 9. februar. Det er samme dato, hvor deres varetægtsfængsling udløber.

* 4. februar

Anklagemyndigheden har besluttet at ophæve isolationen af pigen, selv om fristen først udløber 9. februar. Hun sidder dog stadig varetægtsfængslet.

* 9. februar

Dommer Anette Codam beslutter ved et retsmøde, at den 24-årige skal forblive varetægtsfængslet i fire uger frem til 8. marts. De to af ugerne skal tilbringes i isolation.

Hans nye forsvarer, Henrik Garlik, vælger at få prøvet afgørelsen ved landsretten. Også anklager Peter Ahleson kærer afgørelsen, da han vil have den 24-årige isoleret i alle fire uger.

Den 15-årige pige besluttede samme dag frivilligt at få sin varetægtsfængsling forlænget i fire uger.

* 8. marts

Både den 16-årige og den 24-årige bliver i Retten i Holbæk sigtet for at planlægge angreb mod Sydskolen i Fårevejle og Carolineskolen i København. Begge er varetægtsfængslet frem til 30. marts.