Fortsæt til indhold
Indland

Meteorforsker: »Lur mig, om ikke de fleste har været en tur oppe på taget«

Lektor ved Statens Naturhistoriske Museum både håber og tror på flere meteorit-fund.

»Med den massive dækning, som I også er med til at bringe, kan der ikke være nogen borgere i Ejby, der ikke har hørt om meteoren«.

Lektor ved Statens Naturhistoriske Museum, Henning Haack, er optimistisk omkring muligheden for flere opdagelser, efter en meteorit i går blev fundet ved Ejby i Glostrup Kommune.

Fundet, der vejer 50 gram og er på størrelse med en golfbold, vil i dag mellem klokken 16 og 18 blive vist frem for offentligheden på Statens Naturhistoriske Museum i København. Derefter skal stenen en tur til Gran Sasso National Lab i Rom, der skal undersøge meteorittens alder.

Henning Haack håber, at det ikke er den eneste sten, han sender sydpå.

»Dukker der flere stykker op, så ryger de også til Italien. Dukker de ikke op indenfor et par uger, får vi sikkert ikke så gode data. Men bare vi får bjerget materialet, så er jeg glad,« siger Henning Haack.

Henning Haack følger stadig med i de mange mails, han får tilsendt, men han siger, at det kun er yderst sjældent, at der er tale om meteorsten.

»Jeg har rigtig mange skuffede folk på samvittigheden. Jeg har fået tusindvis af billeder ind af sten i årenes løb, og de fleste er desværre nitter,« siger Henning Haack.

Han bevarer dog optimismen og opfordrer stadig borgere i og omkring Ejby til at lede videre.

»Der er stadig gode chancer. Lur mig, om ikke de fleste har været en tur rundt i haven eller måske kravlet op på taget,« siger Henning Haack.

Men det skal ske, inden græsset begynder at gro, siger han. Ellers svinder chancerne ind.

»Det er ikke sådan, at stenene falder fra hinanden i morgen, men som foråret bryder ud og græsset gror, er chancen for endnu et fund forsvindende lille.