Pendlerklub: Svensk id-kontrol kan få os til at kvitte jobs
Derudover mister København formentlig også en del svenske turister, mener en talsperson for Pendlerklubben Kystbanen.
Omkring 8.000 pendlere og 10.000 passagerer rejser dagligt med toget mellem Malmö C og Københavns Hovedbanegård. Turen tager en halv time, men til januar må passagererne indstille sig på, at det tager to til tre gange så lang tid på grund af den svenske id-kontrol.
Det vurderer Michael Randrop, talsperson for Pendlerklubben Kystbanen, som repræsenterer omkring 2.000 danske Øresunds-pendlere. Han mener, at det vil presse nogle af pendlerne til at kvitte deres jobs over Øresundet.
»Det her er en katastrofe for pendlerne. Tid er den vigtigste faktor for at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor er jeg også helt sikker på, at nogle vælger at finde et andet job i det land, de er bosat i, frem for at tage turen over Øresund,« mener Michael Randrop og fortsætter:
»Kommuner på Sjælland og i Skåne-, Halland- og Blekingeområdet har brugt flere år på at opbygge regionen "Greater Copenhagen", som ved at være godt forbundet skal være et stort vækstlokomotiv. Det bliver fuldstændig ødelagt af, at det bliver svært at komme over Øresund,« siger han.
Dertil peger talspersonen på, at færre svenskere vil tage på svipture til København.
»Der er en del danskere, der tager på weekendophold i Skåne, og på samme måde er der mange svenskere, der tager i Tivoli eller på Bakken i København. Men det gider de ikke, når der bliver markant længere rejsetid,« vurderer han.
DSB har endnu ikke afgjort, hvordan selskabet praktisk vil bære sig an med at udføre id-kontrollen, men bekræfter, at det kommer til at betyde forlænget rejsetid.
Michael Randrop peger på to muligheder, som ifølge ham har været »oppe og vende«.
Pendlerklubben Kystbanen anbefaler den første løsning, som er, at DSB tjekker id allerede ved Københavns Hovedbanegård. Det skal ske ved, at toget mod Kastrup Lufthavn, som fortsætter over Øresund, tømmes i København og kører tomt til Kastrup. Her bliver det så fyldt op med togpassagerer fra lufthavnen, som kommet igennem id-kontrollen der, og kører videre til Sverige.
De andre passagerer, som er blevet sat af ved København H, kommer så på et andet tog, der kører direkte til Sverige uden yderligere id-kontrol. Det er den måde, som foreningen mener, at DSB kan tjekke id og skabe mindst mulig forsinkelse.
En anden løsning er, at perronen ved Kastrup Lufthavn separeres med et hegn. I den første afdeling bliver passagererne sat af for at komme igennem et id-tjek. Så kører toget frem til den forreste del af perronen, hvor de passagerer, som er kommet gennem kontrollen, står klar til at stige på.
Problemet med denne løsning er, at togene kun kan være halvt så lange som sædvanligt. Og det vil give store problemer, da de regulære toge i forvejen er stopfyldte i myldretiden, siger Michael Randrop.
Id-kontrollen går i gang d. 4. januar og gælder både busser, fly og tog. Efter en måned skal de svenske politikere overveje, om kontrollen skal fortsætte. Den svenske beslutning er blandt andet blevet kritiseret af den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen, som mener, det er et kæmpe tilbageslag for Øresundsregionen.