Den nøgne sandhed
Nogle mennesker mødes for at strikke sammen. Andre mødes for at drikke te sammen. Og så er der dem, der mødes for at være nøgne sammen. Midt i en tid med nypuritanisme, ammeforbud og sexede, nøgne kroppe overalt i det offentlige rum.
Midt på gulvet står fem mænd og tre kvinder splitterravende nøgne. Ved deres fødder ligger deres tøj i små bunker. Selv om de let kunne lade sig distrahere af hinandens bare numser, formår de alle at holde fokus på sig selv. De trækker vejret dybt og kigger koncentreret frem for sig, mens de lader deres nøgne legemer glide i bløde og kontinuerlige bevægelser…