S og V: Danske fly skal bombe IS i Syrien
Hidtil har partierne kun været åbne for det. Men nu vil S og V have danske F16-fly til at bombe i Syrien.
Socialdemokraterne og Venstre strammer kursen over for terrororganisationen Islamisk Stat.
»Når de danske F16-fly er klar til at blive indsat igen, skal vi udvide deres mandat til, at de kan angribe terroristerne både i Irak og i Syrien,« siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S), der samtidig vil beholde det danske radarbidrag i området.
Og Venstre følger trop:
»Vi skal sende F16-fly for at ramme mål i Syrien. Vi skal ramme ISIL, hvor end de er. De må ikke have et helle nogen steder, og i betragtning af, at de ikke anerkender grænsen mellem Syrien og Irak, skal vi heller ikke lade os bremse af det«, siger udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen (V).
I sommer vendte de danske F16-fly hjem efter en længere mission mod IS, hvor danskerne kun bombede i Irak, men ikke i Syrien, selv om terrorbevægelsen opererer i begge lande.
Begrundelsen for den danske afgrænsning har været folkeretlig, idet Iraks regering har anmodet om støtte – det har Syrien ikke.
I oktober meldte udenrigsminister Kristian Jensen ud, at når flyene til foråret igen bliver klar til udsendelse, så »kan det være nødvendigt også at være aktiv med kampfly i Syrien.«
Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, var på det tidspunkt også parat til »at overveje« at bombe IS i Syrien.
»Nu går vi skridtet længere. De begivenheder, vi har set i Paris, understreger, hvor barbarisk og kynisk en fjende vi står over for med terrororganisationen ISIL. Der er behov for, at Danmark bidrager til en endnu stærkere indsats mod terrorister,« forklarer Wammen.
»Efter angrebet i Paris og de følgende trusler mod os alle, inklusive Danmark, er det tydeligt, at de har erklæret hele den vestlige verden krig. Derfor skal de fjernes fra jordens overflade, og det gør vi ved at ramme dem, hvor de er. Vi er i krig med en terrorbevægelse,« siger Michael Aastrup Jensen.
SF: Gentag ikke Irak-krigen
Regeringen vil dog vente med beslutningen.
»Vi er interesserede i at deltage meget aktivt. Vi har tilkendegivet klart allerede i oktober, at vi overvejer at lade F16’erne være operative også i Syrien, når de er klar til at vende tilbage. Vi mener bare, at det er rimeligt først at træffe beslutning om, hvilket mandat de skal af sted på, når de er klar til at tage af sted,« siger udenrigsminister Kristian Jensen.
Han vil ikke længere skelne mellem Irak og Syrien.
»Vi kan se, at Frankrig meget direkte efter terrorangrebet i fredags har svaret igen. Også med angreb i Syrien. Derfor synes jeg, at det er meget fornuftigt at snakke med vores allierede om, hvad vi gør, når vi går ind, og at det, vi laver, er koordineret med vores allierede. Herunder også med hvilken begrundelse man går ind i Syrien. Vi kan se i øjeblikket, at ISIL bruger terror som en angrebsform i Europa. Og dermed også til fare for danske statsborgere. Det er et lykketræf, at der ikke er danske ofre iblandt dem, der døde i fredags.«
Det er ikke en forhindring, at Syrien ikke beder om assistance?
»Der kan være god grund til også at være til stede i Syrien. Vi er der allerede i forbindelse med vores radarbidrag, som både monitorerer luftrummet over Irak og over Syrien,« siger Kristian Jensen.
Den holdning bliver kritiseret af oppositionen, hvor SF’s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, i en pressemeddelelse advarer mod panikhandlinger, der kan føre til »en gentagelse af Irak-krigen, som al-Qaeda fik lokket amerikanerne ind i med terrorangrebet den 11. september. Mellemøsten har ikke været det samme siden, og IS er en direkte konsekvens af den fatale krig i Irak«.
»Jeg forstår derfor ikke, at en række partier – herunder Socialdemokraterne – tilsyneladende er så opsatte på at udvide den danske krigsindsats,« siger Holger K. Nielsen.