Flemming Rose stopper på Jyllands-Posten
Efter 16 år fratræder udlandsredaktøren ved årets udgang sin stilling.
»Jeg har haft 16 fantastiske år på JP og er JP taknemmelig for de muligheder, jeg har haft som korrespondent og redaktør, men nu er tiden kommet til at skifte spor,« siger Flemming Rose selv om baggrunden for sin opsigelse.
Flemming Rose indledte sin karriere på avisen som Moskva-korrespondent og har siden 2004 været kulturredaktør og senest fra 2010 haft virke som ulandsredaktør. Han oplyser, at han nu vil udforske nye interessefelter.
»Jeg vil gerne bruge mere tid på at skrive bøger og deltage i den offentlige debat i Danmark og i udlandet. Den voksende mangfoldighed i Europa har sat friheden under pres, og det er mit indtryk, at det spørgsmål kommer til at dominere den europæiske dagsorden de næste årtier,« siger han og fortsætter:
»Det er en helt afgørende debat, som vil bestemme Europas fremtid, og den vil jeg gerne bruge flere kræfter på«.
Chefredaktør ved Jyllands-Posten, Jørn Mikkelsen, takker Flemming Rose for hans mangeårige indsats.
»Jyllands-Posten har meget at takke Flemming for. Han har gennem alle 16 år ydet en enestående indsats«.