Islamisk Trossamfund tager afstand fra religiøse råb ved demonstration

Flygtninge: Unge muslimske mænd gik over stregen, da de tirsdag aften kastede med frugt mod politiet og råbte »Allah er stor« uden for det sted, hvor hundredvis af flygtninge og migranter tilbageholdes i Rødby, mener Islamisk Trossamfund.

Artiklens øverste billede
Det Islamiske Trossamfund var til stede og forsøgte at dæmpe gemytterne under den tilspidsede situation tirsdag aften foran Rødbyhavn Sportshal, hvor et større antal migranter og flygtninge opholder sig. Foto: Ida Munch

En større gruppe unge muslimers opførsel foran den nedlagte skole og idrætshal i Rødby, hvor hundredvis af flygtninge og migranter i disse dage bliver holdt i politiets varetægt, fører til knubbede ord fra Islamisk Trossamfund. Tirsdag aften ved 20-tiden var omkring et par hundrede mennesker stimlet sammen for at demonstrere mod politiet.

»Luk dem ud! Luk dem ud,« lød det fra folkemængden med henvisning til, at størstedelen af de tilbageholdte ikke vil søge asyl i Danmark, men ønsker at rejse til Sverige.

Råbte og kastede med ting

Mens der både var kvinder og børn blandt de fremmødte demonstranter, var langt størstedelen unge mænd med anden etnisk herkomst end dansk, og de brød flere gange ud i et fælles »Allahu akbar! Allahu akbar!« – hvilket betyder, »Allah er stor« – mens nogle af mændene også begyndte at kaste med frugt og plasticflasker efter politiet. Ifølge flere af demonstranterne, som Jyllands-Posten talte med, kom mændene ikke blot fra lokalområdet, men mange var kommet hele vejen fra København – nogle var sågar rejst til Rødby fra Jylland.

For dem kan det måske godt være noget af et chok at opleve sådan en demonstration.

Imran Shah, talsmand, Islamisk Trossamfund

Blandt de demonstrerende tirsdag aften kunne man også se ældre mænd i neongule veste med påskriften ”Det Islamiske Trossamfund Vagt”.

I takt med at stemningen blev mere anspændt mellem demonstranterne og politiet, forsøgte trossamfundets vagter også flere gange at tysse på de unge mænd og på arabisk at bede dem falde til ro.

Imran Shah, talsmand for Islamisk Trossamfund, var ikke selv i Rødby, men har fået situationen grundigt beskrevet af sine folk. Han peger på, at Islamisk Trossamfund var på stedet for at vise støtte og solidaritet med de mennesker, der befandt sig inde i hallen. De unge er ikke en del af trossamfundet, og han tager afstand fra, at der blev råbt religiøse slagord.

»Det tjener jo ikke noget formål. Man kan godt holde en fredelig demonstration, men det behøver ikke være med religion som udgangspunkt,« siger Imran Shah, der tilføjer, at den megen råben kunne være skræmmende for de flygtninge, der opholdt sig inde i hallen:

»De har været på en lang færd, og for dem kan det måske godt være noget af et chok at opleve sådan en demonstration.«

Politiet kender de unge

Politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er fåmælt om situationen. Han understreger, at man ved, hvem der var til stede, men han vil ikke svare på, om der er tale om bandemedlemmer og personer fra islamistiske miljøer.

»Der var en gruppe, som havde svært ved at finde de nødvendige grænser for, hvad vi kunne tillade. Der var noget skubberi og andet, men vi fik afstemt de gensidige forventninger,« siger han.

Efter forhandlinger med politiet fik to personer, heriblandt én fra Islamisk Trossamfund, lov til at gå ind i hallen og tale med de tilbageholdte og give dem de ting, som folk havde haft med.

»Vi vil passe på dem«

»Vores budskab til dem var, at vi ville vise dem en anden side af Danmark, og at der findes folk her, som gerne vil passe på dem og bistår med hjælp, mad og drikke,« siger Imran Shah, der godt kan forstå, at mange fravælger Danmark og hellere vil til Sverige:

»Man kan sige, at svenskerne har ikke indrykket annoncer for 250.000 kr. i Mellemøsten, og det sender måske også et signal om, at Danmark ikke ønsker de flygtninge her i landet, selvom vi er et af de rigeste samfund i verden. Så det er ingen hemmelighed, at vi er modstandere af den danske asylpolitik.«

Du siger, at der ikke er nogen grund til at inddrage religion i demonstrationen. Men hvorfor skal en religiøs forening som jeres så overhovedet ind og snakke med disse mennesker?

»Netop det religiøse gør, at det bliver en pligt for os som muslimer at hjælpe til her. Men nu er problemet ikke et spørgsmål om religion, men om en frygtelig krig med en etnisk udrensning til følge. Så vi påtager os den humanistiske rolle at hjælpe til, fordi vi i forvejen spiller en stor rolle i integrationen af flygtninge,« siger Imran Shah.

Onsdag aften dukkede den dansk-bosniske salafist Adnan Avdic, der var tiltalt, men ikke blev dømt i den såkaldte Glostrup-sag, op på perronen i Rødby, hvor der stod et tog med flygtninge og migranter, som nægtede at komme ud.

Avdic har tidligere kaldt manden bag terrorangrebet i København i februar for en helt og vakte senest opsigt, da han i juni på TV2 opfordrede muslimer til ikke at stemme ved folketingsvalget og sluttede med at sige »til helvede« med grundloven.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.