Fortsæt til indhold
Indland

100 migranter nægter fortsat at forlade tog i Rødby

I Rødby bevogter betjente et tog, som omkring 100 migranter nægter at forlade. Ved den dansk-tyske grænse er omkring 75-100 migranter ankommet i løbet af natten.

Her til morgen bevogter politiet et tog, som omkring 100 migranter nægter at forlade.

Toget holder fortsat stille på en perron ved Rødby Færge, som er afspærret af politiet. Omkring otte betjente står på perronen og holder øje med toget.

”En stor del af parkeringspladsen er afspærret til politiet og Beredskabsstyrelsen, som bærer deres militæruniformer, så det ligner næsten en krigszone”, fortæller Jyllands-Postens udsendte journalist Nola Grace Gaardmand onsdag.

Men ellers er der roligt. Der holder nogle busser klar til de flygtninge, som i dag skal køres videre og registreres.

Natten bød dog på uroligheder ved Rødbyhallen, hvor flere mænd kastede sten mod politiet nær indkvarteringsstedet for de flygtninge, der er ankommet til byen de sidste dage.

Urolighederne skyldes, at flygtningene ikke ønsker at afgive fingeraftryk og lade sig registrere i Danmark. Mange af dem vil hellere til Sverige.

I flere timer kredsede en Scandlines-færge rundt i vandet ud for Lolland sent tirsdag aften, fordi politiet ventede på forstærkning i Rødbyhavn.

Syd- og Sønderjyllands Politi fortæller, at yderligere ca. 30 migranter er ankommet med et morgentog, og de er nu steget af toget i ro og orden, skriver Ritzau.

Ved den dansk-tyske landegrænse er omkring 100 migranter i løbet af natten dukket op. Derved er der i alt kommet ca. 300 det seneste døgn.

De ankomne udlændinge følger frivilligt med til de oprettede opholdssteder, og det har forløbet stille og roligt, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet er fortsat tilstede i området og har som i de foregående dage fokus på situationen.