Menneskesmugler eller bare helt almindelig medmenneskelig?
Flygtninge: Mange danskere har vist hjælpsomhed over for de seneste dages flygtningestrøm, men det er ikke alle gode gerninger, der er lovlige.
En flaske vand, et varmt tæppe – men ikke en seng at sove i.
Et par nye sko og en hånd i ryggen på vandringen langs motorvejen – men ikke et tilbud om en plads på bagsædet og en biltur gennem landet.
Mange danskere har de seneste døgn hjulpet den menneskestrøm af flygtninge og migranter, som er kommet sejlende eller togrejsende over de danske grænser. De fleste med hjælp på stedet i form af de mest basale fornødenheder, men andre har udvidet barmhjertigheden og tilbudt at fragte de tilrejsende fra Rødby til f.eks. København eller ligefrem helt til deres mål – Sverige.
Ulydig og ulovlig
De fleste kalder det civil ulydighed, men faktisk er nogle af de handlinger, som folk har foretaget helt åbenlyst og også ofte lagt til skue på Facebook, ulovlige. Og det i en grad, så det kan give op til to års fængsel.
I særligt grove tilfælde kan forbrydelserne, når der er gevinst indblandet, takseres til op til otte års fængsel.
Både udlændingeloven og straffeloven har paragraffer, som forsøger at definere grænsen mellem almindelig medmenneskelighed og det at snyde myndighederne. Eller ligefrem bedrive menneskesmugling.
Hverken Udlændingestyrelsen, Rigspolitiet eller Rigsadvokaten ønsker at begive sig ud i en tolkning af ulovlighederne i den nuværende situation, men overlader vurderingerne til det lokale politi.
Og politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gør klart, at det i hvert fald ikke er på den lyse side af loven at tilbyde at transportere de tilrejsende gennem landet.
»Lad nu være«
»Lad nu være med at køre rundt med disse mennesker. Man bryder faktisk loven, og det er ikke at hjælpe flygtningene. De hjælpes bedst, hvis myndighederne får lov at løse deres opgave. Og det er en myndighedsopgave,« sagde han tirsdag til TV News.
Paragraf 59 i udlændingeloven, stk. 1 er lige så klar i mælet:
»Med bøde eller fængsel indtil to år straffes den, der forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse i eller rejse gennem landet.«
At der går en grænse mellem civil ulydighed og direkte ulovlighed ved at hjælpe flygtninge og migranter ind i landet, viser en såkaldt straksdom, som blev afsagt tirsdag ved retten i Nykøbing Falster.
To unge blev idømt ubetinget fængsel i 40 dage, fordi de i Tyskland havde fået kontakt med to irakiske landsmænd, som de ikke kendte på forhånd, og derefter smuglede dem med færgen til Danmark. De to er dømt efter udlændingeloven, og derfor kommer deres brøde ikke i kategorien menneskesmugling.
Nej til overnatning
Hvis nogle af de venlige danskere skifter tilbuddet om at transportere de tilrejsende fra A til B ud med husly og overnatning, vil det også være i strid med paragraf 59.
Det er ifølge lovens paragraffer heller ikke en lovlig undskyldning, at de mange hundrede tilrejsende bare betragter Danmark som transitland, fordi rejsens mål for mange flygtninge og migranter er Sverige.
»Med bøde eller fængsel indtil to år straffes den, der forsætligt bistår en udlænding med at indrejse her i landet med henblik på herfra at indrejse ulovligt i et andet land,« hedder det i paragraffens stk. 3.
Ikke store beløb
Hvad loven til gengæld ikke blander sig i, er de mange, der er mødt op i f.eks. Rødby med fornødenheder til den videre rejse. Det gælder tøj, tæpper og fødevarer, og skulle der være danskere, som kan undvære penge, vurderer advokat Bjørn Elmquist, at det er juridisk i orden, hvis det handler om et mindre beløb.
»Men hvis du giver dem et større beløb, vil myndighederne undersøge, hvad formålet er,« siger han til BT og giver som et eksempel, at »man skal kunne godtgøre, at pengene ikke går til noget ulovligt som at bestikke en til at sende dem til Sverige f.eks.«